41-årig fængslet for handel med amfetamin

Manden nægtede sig skyldig, men valgte ikke at kære kendelsen til landsretten.

Retten i Herning
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

En 41-årig mand fra Herning kommer til at fejre nytår bag tremmer.

Den 41-årige blev nytårsaftensdag varetægtsfængslet frem til den 28. januar i en sag om narkohandel.

Dommeren besluttede, at grundlovsforhøret ved retten i Herning skulle holdes bag lukkede døre, men inden det skete, blev sigtelsen læst op, og dermed kan det oplyses, at manden er sigtet for handel med 112 gram amfetamin. 

Han nægtede sig skyldig, men valgte ikke at kære fængslingskendelsen til landsretten.