20-årig fængslet efter politiaktion - nu skal sagen for landsretten

En 20-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter en politiaktion i Herning torsdag formiddag.

Politiaktion i Herning, A. I. Holms Vej
Foto: Presse-fotos.dk

Efter en politiaktion i Herning torsdag formiddag blev en 20-årig mand anholdt. Manden har fredag været i grundlovsforhør ved Retten i Herning, som valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger. Det blev dog kæret med det samme af den 20-årige, og derfor skal sagen nu for Landsretten.

Den 20-årige mand er sigtet for vold og trusler med en 19-årig kvinde. Det er sket efter at politiet torsdag formiddag rykkede ud til en anmeldelse om husspektakler på A.I. Holms Vej i Herning.

Af anmeldelsen fremgik det, at der muligvis var våben involveret, men det viste sig efterfølgende, at der var tale om en gaspistol, som kun kan skyde med løst krudt og såkaldte gaspatroner - deraf navnet.

Den ligner dog en rigtig pistol, og derfor tog politiet situationen meget alvorligt. Ifølge Herning Folkeblad omringede 14 bevæbnede betjente lejligheden. Indsatsstyrken havde også en særlig mægler med, der skulle forsøge at få manden ud af lejligheden.

Det lykkedes ikke, og efter tre timer trængte politiet derfor ind i lejligheden, hvor de kunne anholde den 20-årige uden dramatik.

De to involverede blev i løbet af torsdag afhørt og tilset af en læge på Herning Politistation.

Ud over sigtelsen for vold og trusler i forbindelse med episoden i Herning torsdag, så er den 20-årige også sigtet for et yderligere forhold fra slutningen af oktober, hvor den samme 19-årige kvinde blev tildelt slag i ansigtet.