Haven ved Havet

Begynderfejl giver problemer: - De minder mest om en klump tyggegummi

Det kolde forår har været udfordrende for Sofie Kyed i hendes have ved havet. Trods det er de første grøntsager klar til at blive høstet.

10:46
Efter et par gode sæsoner i Klitmøller er det blevet tid til sidste afsnit af Haven ved Havet. Hønsene har det stadig godt, så her på falderebet mangler vi blot at se, hvordan det står til med grøntsagerne.

Radiserne er klar til at blive spist, og de første løg bliver også hevet op af jorden i Sofie Kyeds have.

Men det har ikke været uden problemer at nå så langt.

- Det er ikke gået særlig godt med min forspiring i år, der er en ret høj spildprocent. Jeg lavede nok den begynderfejl, at jeg satte en masse til at forspire i drivhuset i start maj, hvor vejret så godt ud, men så blev det virkelig koldt, fortæller Sofie Kyed.

Trods vejrskiftet blev hun ved med at vande, og det betød, at der var mange frø, der rådnede.

- Blandt andet mine bønner rådnede. De mindede mest om en klump tyggegummi.

Der kan dog også være en anden forklaring på den fejlslagne forspiring. Ifølge den lokale bondemand, Carsten Sørensen, kan det også skyldes dårlige frø.

- Der er forskel på frø. Jeg har også sat nogle frø i år, der bare ikke kom. Så det er altså ikke alle frø, der er lige god kvalitet. Så det er ikke sikkert, det bare er Sofies skyld, siger Carsten Sørensen.

Muld og høns giver ros fra Carsten Bondemand

Der er dog nogle afgrøder, der har været lidt mere medgørlige og ikke er blevet slået ud af det kolde og våde vejr i foråret. De er nu klar til høst.

- Mine løg står fint, de er allerede klar til at blive høstet nu. Det er radiser og salat sådan set også. Og så tror jeg, at mine to store kartoffelbede bliver min stolthed i år. De står i hvert fald virkelig flot nu, siger Sofie Kyed.

Det er knap halvandet år siden Sofie Kyed gik i gang med at omdanne sin sommerhusgrund i Klitmøller til en have. Dengang var Carsten Sørensen skeptisk, men nu er han mere positiv.

- I forhold til, da Sofie startede, der er hun allerede nu ved at have en fin jord. Der begynder at være noget muld imellem. Det er ikke bare kun havsand længere, hun har brugt masser af kompost, siger Carsten Sørensen.

I fremtiden bliver de fem nye høns også en hjælp i haven.

- Nu har Sofie sin egen gødningsproduktion. Møg fra en høne kan dække mellem 35 og 50 kvadratmeter, så hun har rigeligt med gødningsreserver, siger Carsten Sørensen.

Selv om der stadig er meget, der vokser i haven, og Sofie Kyed skal have bygget en hønsegård, så holder Haven ved Havet pause, da Sofie Kyed skal på barsel.