Fra Tanke til Handling til Business

Familie-virksomheden fylder hele huset - havde mere plads, da børnene boede hjemme

Lotte og Michael Sejr driver deres lille startup-virksomhed DenWax fra hjemmeadressen i Herning. Her har de udviklet deres egen produktserie, beregnet til rengøring og pleje af glatte overflader lige fra læder til beton.

8:59
I vores serie om Midt og vestjyske iværksættere skal vi besøge familievirksomheden DenWax. Ægteparret Lotte og Michael Sejr har udviklet deres eget rengørings- og plejemiddel, som de selv producerer og sælger. Og de nyder at arbejde med det fælles projekt, selvom det kan være svært at skelne arbejde fra fritid.

Familien Sejr er iværksættere, og det ser man tydeligt i deres hjem. De har lavet deres egen rengøringsserie, som de kalder DenWax, og lige nu er nærmest hele deres matrikel inddraget til iværksætter-projektet.

- Vi driver det hjemme fra privaten, og det er 100 kvadratmeter, vi har. Dengang vi havde vores to børn hjemme, syntes vi, der var rigeligt plads. Men nu bor børnene ikke hjemme længere, har vi ingen plads. Begge værelser er fyldt, siger Lotte Sejr, der er direktør for DenWax.

Haveskuret fungerer som laboratorium og produktionshal i den lille familie-virksomhed. Hovedprodukterne er en sæbe til rengøring af alskens glatte overflader og et plejemiddel, der beskytter. Begge dele bliver nøje udmålt på elektronvægt, så der kommer præcis lige meget i hver enkelt bøtte.

Virksomheden er som en baby

Lotte og Michael Sejr købte opskriften af en anden producent tilbage i 2014, og efterfølgende har de løbende justeret på ingredienserne i Denwax serien. De har også selv fundet på navnet DenWax og designet logo og indpakning.

Målet har været at udvikle et håndlavet naturprodukt, hvor der er langt større fokus på bæredygtighed i forhold til den opskrift, de købte for syv år siden.

DenWax fylder det meste af familien Sejrs hjem i Herning.
DenWax fylder det meste af familien Sejrs hjem i Herning.

Der er nu et voksende netværk af forhandlere over hele landet, men Lotte og Michael Sejr tager også selv ud og sælger DenWax direkte til kunderne på messer i både Danmark og i udlandet. Messerne lægger faktisk beslag på deres weekender en stor del af året.

- Vi sidder på livsstilsmesser, slotsmesser, julemesser og sådan nogle ting. Der er omkring 30-35 messer om året, hvor vi bruger weekenderne på det. Så vi kommer vidt omkring i landet, og vi er også i Sverige og Tyskland, siger Lotte Sejr.

Hun har stadig sin frisørsalon på deltid, som også er i privaten. Men ellers er familien Sejrs fokus 100 procent rettet mod DenWax, og parret nyder at være fælles om det ambitiøse iværksætter-eventyr.

- Vi er jo ægtefolk og arbejder sammen, og det går okay, selvom vi også kan have vores ture. Men man kan sige, at i vores alder, sker det tit, når børnene flytter hjemmefra, at man vokser fra hinanden og har hver sin hobby. Og så er det tit, der sker en skilsmisse. Nu har vi ligesom noget sammen, og DenWax er faktisk vores efternøler, kan man sige. Det er vores baby, siger Lotte Sejr.

Hun har nu også en anden pointe, når det handler om iværksætteri og startup-virksomheder. Hun ser nemlig DenWax som et eksempel på, at historier om iværksætter-livet ikke altid behøver at handle om de helt unge.

- Jeg synes, at der er meget fokus på unge iværksættere, og jeg synes, at os i aldersgruppe omkring de 50, vi kan også. Så det er fint at kunne åbne op for, at det er ikke for sent at gå i gang. Hvis man går med et eller andet i maven, så er det bare at springe ud i det. Hvad er det værste, der kunne ske? Jeg tror ikke, man dør af det, siger direktøren.