Pernille fik konstateret kræft som 28-årig: Nu hjælper hun unge i samme situation

Pernille Lyngskov Rosenkvist fra Silkeborg ved om nogen, hvordan det er, at få den besked alle frygter: Du har kræft! 

Hun var gravid med sit første barn, da hun opdagede en knude i brystet.

- Lægen forklarede, at det var fordi, jeg snart skulle amme, så det var noget med mælkekirtlerne. Det fandt jeg ro med, forklarer Pernille. 

Men knuden forsvandt ikke, og da Pernille havde ammet sin lille datter i knap to måneder gik det stærkt.

- Min sundhedsplejerske sendte mig til lægen, og her blev det hurtigt konstateret, at det ikke var en mælkeknude, men en kræfttumor, jeg havde i brystet, forklarer hun.

Herefter fulgte en hård tid med operation og kemo.

- Jeg troede, jeg skulle dø, og det værste var faktisk, at jeg på en måde trak mig fra min datter. Jeg kunne ikke bære at lære hende at kende, hvis jeg alligevel skulle dø fra hende, forklarer hun.

Det varede dog ikke længe, før hendes søster gav hende en opsang og fik forklaret, at hendes datter havde brug for sin mor, og at hun var nødt til at være der og leve for hende. Og det hjalp. 

Pernille valgte at få fjernet begge sin bryster, for at minimere risikoen for at kræften kommer igen.

Hjælper andre unge med kræft

I dag er hun kræftfri og bruger mange kræfter på at hjælpe andre unge, der får konstateret kræft gennem Ung Kræft. 

Det er en undergruppe under Kræftens Bekæmpelse, som oplyser og inspirerer unge mellem 18- 39 år, der har eller har haft kræft. Pernille havde selv stor glæde af samværet med andre i samme situation, da hun var færdig med behandlingen, og derfor var det et naturligt valg for hende selv at blive aktiv.

- Jeg synes, det var vigtigt at bruge mit sygdomsforløb til et eller andet konstruktivt. Og det blev så, at være med til at samle os unge. 

- Det er så fantastisk at være sammen med nogen, der bare ved, lige præcis hvordan man har det, uden at man behøver at sætte ord på det, uddyber hun

Hun er gruppeleder i Herninggruppen, hvor de mødes en gang om måneden, og er desuden medlem af Fortællerkorpset, hvor de blandet andet tager ud og holder oplæg for at oplyse og bryde tabuer om kræft. 

Her er der altid mange spørgsmål, især om hvordan man skal forholde sig, når en i ens omgangskreds bliver ramt af sygdommen.

- Man kan ikke siger noget forkert, men det er også svært at sige noget rigtigt. Man skal bare være der. Man skal ikke forvente, at den syge kommer og beder om hjælp, selv om man tilbyder det. Man skal selv være opsøgende, det har den syge ikke overskud til, siger hun.

Pernille følte sig selv meget ensom med sin sygdom, selvom der var mennesker omkring hende.

- Jeg tror det er særligt svært, når man er ung, fordi tingen går så stærkt og man føler at der er så meget, man går glip af, forklarer hun.