Shoppingcenter forbyder valgkamp: - Må tage et ansvar for vores demokrati, siger politiker

HerningCentret har forbudt al valgkamp til flere politikeres ærgrelse.

2:20
HerningCentret står ved sin beslutning om at forbyde al valgkamp i centret.
Foto: Paul Skovbakke.

Kunderne i HerningCentret kan bruge efterårsferien på at shoppe nye sko og efterårsjakker uden at blive mødt med politiske budskaber. 

Det privatejede center har besluttet at forbyde alle former for valgkamp på centrets lange gange, skriver Herning Folkeblad.

Forbuddet møder kras kritik fra flere lokale kandidater.

- Det er det eneste sted, hvor jeg har mødt en lukket dør.

- Et sted, hvor så mange mennesker samles, må tage et ansvar for vores demokrati, siger Venstres Kenneth Mikkelsen, der stiller op i Herning, til TV MIDTVEST.

Ronny Hviid, der er center manager i HerningCentret, understreger, at der ikke er tale om en ny beslutning, der forbyder valgkamp i centret.

- Centret skal være et politisk frirum for vores kunder. Det er med ret stor opbakning fra vores butikker og kunder, forklarer han.

Ifølge Ronny Hviid har en tøjforretning i centret tidligere oplevet, at kunderne gik forbi, da det var tilladt at føre valgkamp i centret. 

- Det er støjende og generende. Og hvis kunder bliver væk, så taler det for sig selv, lyder det fra center manageren.

Møder opbakning

Flere af de kunder, som TV MIDTVEST møder i centret tirsdag, fortæller, at de sætter pris på valgkampsforbuddet. 

- Der er mange andre steder, hvor man kan møde politikerne, hvis man er interesseret i det, siger Tue Just fra Ikast.

Kunderne i HerningCentret er langt fra enige, når det kommer til forbuddet mod valgkamp.
Kunderne i HerningCentret er langt fra enige, når det kommer til forbuddet mod valgkamp.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

- Folk kan selv snuse og følge med i tv i stedet for politikerne fylder for meget (i centret, red.), forklarer Marcus Amdi Madsen fra Hammerum.

Enkelte kunder mener dog, at politikerne skal have mulighed for at dele flyers og budskaber ud i centret. 

- Jeg synes egentlig ikke, at det er et problem, hvis der er politikere i centret. Politik er vigtigt, og det kommer os allesammen ved, siger Jan Jørgensen fra Randers.

I Thy er der plads

TV MIDTVEST har været i kontakt med flere shoppingcentre i landsdelen, der tilkendegiver, at de også er skeptiske over for valgkamp på deres indendørs matrikler.

Den skepsis finder man dog ikke hos J. P. Jacobsens Center, der ligger i gågaden i Thisted. 

- Vi har det ganske fint med, at de kommer ind til os og deler flyers ud, siger Per Overgaard, medejer af centret.

Per Overgaard har intet imod politikere på gangene i J. P. Jacobsens Center.
Per Overgaard har intet imod politikere på gangene i J. P. Jacobsens Center.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Thyboen fortæller, at centret ikke er politisk engageret. 

- Men vi har en åben tilgang til alle. Hvis man kan bruges vores center til at gå en tur og snakke med kunderne, så er man velkommen til det, hvis man overholder reglerne.

Klar til at ændre regel

Venstremanden Kenneth Mikkelsen anerkender, at der bør være visse begrænsninger for valgkamp - også i et center. 

- Men man kunne lave mange løsninger. 

- Vi risikerer, at der er nogle vælgere, vi ikke kommer i dialog med, siger folketingskandidaten, der får opbakning fra flere politiske konkurrenter herunder socialdemokraten Mogens Jensen og radikales Kathrine Olldag. 

V
283945-175f87eb.jpeg
Kenneth Mikkelsen
Venstre
Se profilside

Er det ikke godt nok at møde folk på torvet?

- Nogle vælger at komme i midtbyen, mens andre kommer i centret, konstaterer Kenneth Mikkelsen. 

På baggrund af politikernes kritik har HerningCentret inviteret til dialog om fremtidige valgkampe.

- Den fremstrakte hånd har jeg tænkt mig at tage imod, slutter Kenneth Mikkelsen.