Pape vil fortsætte som K-formand efter valget trods rutsjetur

De Konservatives formand mener, at han alene ikke er skyld i partiets spektakulære nedtur før valget.

Søren Pape Poulsen var søndag aften i ilden på DR som partileder for Konservative. Det vil han også være efter valget, understreger han.
Søren Pape Poulsen var søndag aften i ilden på DR som partileder for Konservative. Det vil han også være efter valget, understreger han.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen har ingen planer om at trække sig som formand for De Konservative, hvis partiets nuværende position i de politiske meningsmålinger også kommer til at blive resultatet ved folketingsvalget tirsdag.

Det siger han mandag i en samtale med B.T.'s politiske kommentator Joachim B. Olsen på bt.dk.

- Ja, da. Ja, det gør jeg da, svarer Søren Pape Poulsen, da han bliver spurgt, om han kan fortsætte som K-formand, hvis meningsmålingerne står til troende.

Søren Pape Poulsen har været formand for De Konservative siden 2014, og for to en halv måned siden meldte han sig som statsministerkandidat.

Kort efter røg partiet op på en tilslutning fra 16,5 procent af vælgerne i de meningsmålinger, som analyseinstituttet Voxmeter laver for Ritzau.

Siden fulgte en række mediehistorier om Søren Pape Poulsens privatliv og politiske dømmekraft, og både De Konservatives og Papes personlige popularitet hos vælgerne er siden styrtdykket.

Står til at gentage resultat

Partiet ligger i en del målinger til at lande omkring det resultat på 6,6 procent af stemmerne, som partiet fik ved folketingsvalget i 2019.

Søren Pape Poulsen siger, at "jeg kommer ikke til at sige, det er min skyld alene. Vi var ikke stået dér i de målinger, hvis man ikke havde ført den kampagne".

- Jeg render rundt og er optimistisk og tror faktisk, at vi går frem i forhold til sidste folketingsvalg, siger han.

Søren Pape Poulsen truede med at gå som formand for De Konservative før det seneste folketingsvalg. Lidt over en uge før valget i 2019 sagde han til DR Nyheder:

- Hvis vi får færre end seks mandater, hvorfor i himlens navn skulle jeg så blive ved med at have det her job. Det giver ingen mening.

Dengang kunne han udtale sig på baggrund af meningsmålinger, der spåede fremgang til De Konservative.

Ved valget i 2019 blev De Konservative fordoblet fra 6 til 12 mandater i Folketinget, og det ser ifølge meningsmålingerne ud til, at partiet ender omkring samme resultat ved valget tirsdag.