Fast Arbejde

Showroom sælger for millioner

Kørende sælgere er for længst fortid hos en stor virksomhed i Ikast, som i stedet inviterer kunderne indenfor i eget showroom.

9:26
Society Of Lifestyle: Mange gør sig umage for ikke at tage arbejdet med hjem, men netop dét er lidt af en udfordring for medarbejderne hos livsstilsvirksomheden i Ikast.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Når interiør- og livsstilsvirksomheden Society og Lifestyle skal vise deres nye kollektioner frem, så foregår det ikke længere ved hjælp af kørende sælgere, som drøner rundt fra butik til butik.

- Vi kører ikke så meget på landevejen og sælger de her produkter ind, siger Charlotte Møller, der er Project Sales Coordinator.

Nej, for virksomheden, der ligger i Ikast, inviterer nemlig i stedet deres nuværende og kommende kunder på et besøg i deres eget showroom, hvor de har samlet alle virksomhedens brands under samme tag.

- Vi inviterer kunderne her hos os, for her kan de mærke hele stemningen. Her kan vi vise dem hele vores univers. Vi har så mange produkter i kollektionerne, at vi rigtig gerne vil have dem hertil, så de kan opleve hele SOL-universet (Society Of Lifestyle), siger Charlotte Møller.

Vi kører ikke så meget på landevejen og sælger de her produkter ind, siger Charlotte Møller, der er Project Sales Coordinator i virksomheden.
Vi kører ikke så meget på landevejen og sælger de her produkter ind, siger Charlotte Møller, der er Project Sales Coordinator i virksomheden.

Og der er tilsyneladende salg i det showroom. Virksomheden har en trecifret millionomsætning om året.

I 2001 blev den stiftet under navnet House Doctor af søskendetrioen Gitte Juhl Capel, Rikke Juhl Jensen og Klaus Juhl Pedersen. Dengang var fokus udelukkende på interiørprodukter. Siden da kom først gourmetbrandet Nicolas Vahlé til og så hudplejebrandet Meraki. I dag er også ByNord blevet en del af brand-paraplyen, som nu altså hedder Society Of Lifestyle.

Indretning skal se indbydende og nemt ud

Det hele er indrettet meget hjemligt i virksomhedens showroom, så kunderne nemt kan se, hvordan de forskellige styles kan bruges. Det er Anne Møller Wilstrup, der sørger for det. Hun er virksomhedens ene stylist, og hun lægger altid en skarp plan for, hvordan indretningen skal være, så den kan friste mest muligt.

- Jeg sørger for at få placeret alle de store møbler først, og så bevæger jeg mig ned i mindre og mindre ting, og til sidst er det de helt små detaljer, der kommer på plads. Men det handler om at få det delt op i bider, siger hun.

Alle styles er placeret, så det store betonlokale ser overraskende hjemligt ud. Og Anne Møller Wilstrup får det til at se legende let ud.

Virksomhedens showroom er proppet med boliginteriør i alle afskygninger. Her kan kunderne sidde i møblerne og få en kop kaffe, når de køber ind.
Virksomhedens showroom er proppet med boliginteriør i alle afskygninger. Her kan kunderne sidde i møblerne og få en kop kaffe, når de køber ind.

- Hvis man ikke lige har en fed buket, så kan man altid bruge en plante på spisebordet, siger hun.

Hun styler både virksomhedens lokaler i Ikast, Stockholm og Hamborg. Lige nu er der pyntet op til vinter og jul, men det bliver der snart lavet om på.

- Lige om lidt går jeg i gang med at lave om, og så skal jeg lave sommer, for vi sælger jo ind på skift af sæsonen. Så jeg bruger faktisk en hel del tid på for eksempel at finde planter, så man føler, man er i sommersæsonen, selvom vi nærmest har sne udenfor, så det kræver også noget, siger Anne Møller Wilstrup.

Når Anne Møller Wilstrup skal indrette et rum, så begynder hun med de største ting, og bevæger sig derefter ned til mindre og mindre elementer.
Når Anne Møller Wilstrup skal indrette et rum, så begynder hun med de største ting, og bevæger sig derefter ned til mindre og mindre elementer.