Pablo er vokset op i Mexico – nu er han gift, har børn og egen café i Viborg

Pablo Fouilloux fra Mexico slog sig ned i Viborg, efter han fandt kærligheden. Nu driver han byens første plantebaserede kaffe- og juicebar.

Pablo Fouilloux er pakket godt ind i hue, vanter og dunjakke, da han kommer trillende på sin Christiania-cykel og parkerer foran sin café.

Mexicaneren, der har fået fodfæste i Viborg, elsker den danske vinter og har aldrig brudt sig om varmen i sit hjemland.

Få minutter senere jonglerer han med frugter og grøntsager uden menukort. Han bruger årstidens vitaminer, og alt er 100 procent plantebaseret.

Den økologiske kaffe fra Mexico får i forskellige varianter tilsat ærtemælk og har langt færre kalorier, forklarer Pablo Fouilloux, der åbnede sin veganske kaffe- og juicebar i Viborg i juli sidste år.

- Jeg ville gerne lave noget nyt, som folk ikke har set før her i byen. En café, der bygger på mine egen personlige livsholdning til sundhed, dyr og verden, siger Pablo Fouilloux.

Han er uddannet ingeniør i innovation og design i Mexico. Efter studiet rejste han rundt i verden og lagde vejen forbi Viborg, fordi han havde hørt om animationsskolen.

Tre iværksætter-bolde i luften

I domkirkebyen mødte han kærligheden, og nu er han gift, far til to og iværksætter gange tre.

- Det kan være usikkert og lidt for spændende ind imellem at være iværksætter, men samtidigt også helt fantastisk, fordi du bare kan realisere alle dine idéer uden at skulle spørge andre om lov.

Pablo Fouilloux bruger ikke menukort til sine juicer. Han bruger årstidens vitaminer.
Pablo Fouilloux bruger ikke menukort til sine juicer. Han bruger årstidens vitaminer.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

I kælderen under cafeen har Pablo Fouilloux indrettet sin designvirksomhed Diip, hvor han producerer skilte, invitationer og vinduesfolie.

Det tredje ben er helt nyt, da han også er blevet forpagter af cafeen i Viborg Svømmehal. Den skulle være åbnet den 10. januar, men holder indtil videre lukket på grund af corona. Ventetiden bruger han på at nyindrette cafeen med tre forskellige temaer.

I selve cafeen er det dansk råhygge, udenfor ved bassinerne er der palmesus og caribisk summertime, og til den anden side på Banegårdspladsen bliver der rejst pergolaer og indrettet et spansk ”rum”, hvor der blandt andet serveres økologisk sangria uden alkohol.

- Folk skal bare føle sig hjemme, og de skal ikke rydde op efter sig. Det gør jeg, siger Pablo Fouilloux, der også er klar til at gribe guitaren og sørge for passende musikalsk underlægningsmusik til de veganske retter.

Lige nu er han i gang med at ansætte et par medarbejdere, og han vil hver dag på skift være i begge cafeer.

Du kan møde Pablo Fouilloux i denne uges udgave af 'Fast arbejde', hvor TV MIDTVEST også besøger Michael Main, der har taget springet fra at være dagplejer til iværksætter.

Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Samfund.