Fast Arbejde

Kun overgået af Mærsk i antallet af både: Nynne og Karsten sender mange hundrede på vandet hver sommer

Med en flåde på 300 kanoer er der nok at se til for parret Nynne og Karsten Kristiansen, der står bag Silkeborg Kanocenter.

9:12
De er kun overgået af Mærsk, når det gælder antallet af både. Silkeborg Kanocenter ejer 300 kanoer, kajakker og motorbåde. Farvandet er Gudenåen og arbejdsugen på mindst 100 timer.

- Vi er ubetinget den største udlejer på Gudenåen. Næsten dobbelt så stor som nærmeste konkurrent med en ”flåde” på 300 kanoer, kajakker og motorbåde”.

Det faktum bliver leveret med et smil på læben og en pæn portion tilfredshed fra indehaver af Silkeborg Kanocenter, Karsten Kristiansen.

Sammen med sin kone Nynne samt 30 servicemedarbejdere og chauffører i højsæsonen, betyder størrelsen, at der skal knokles igennem. Mindst hundrede timer om ugen er parret på arbejde fra midt i maj til midten af august, og sådan har det stort set været de sidste to årtier.

- Jeg tror ikke, der er mange, der møder så tidligt, som vi gør, og arbejder uafbrudt til midnat og så føler, at dagen gik i løbet af to til tre timer. Sådan har vi det, og så tænker jeg, vi er det rette sted, understreger Nynne Kristiansen.

Hun er oprindelig uddannet materialist og han har arbejdet som trykker. Men ideen om at blive selvstændig i bådudlejnings-branchen blev ikke grebet ud af den blå luft. Faktisk har kano-udlejning været i familiens eje siden 1993. Dengang købte Karstens forældre sådan en forretning, efter at de havde solgt deres vognmandsforretning i Esbjerg.

- Jeg så en annonce i Jyllands-Posten med en sommerforretning, der var til salg. Der stod, at man kunne tjene en årsløn på fire måneder, og jeg tænkte, at det lige var noget for os. Så jeg skrev, vi var interesseret og blev nogle dage efter ringet op af en mand, der spurgte, om vi ville købe hans bådudlejning, siger Knud Bjarne Kristiansen og fortsætter: 

- Jeg troede, det var en iskiosk, og havde ikke en pind forstand på kanoer og havde aldrig siddet i én. Alligevel købte vi forretningen, inden eftermiddagen var omme.

- Det er stukket helt af

Sønnen startede egentligt med at opkøbe en konkurrent for 20 år siden, og da Knud Bjarne Kristiansen og hans kone ville gå på pension, overtog han og Nynne også forældrenes forretning. På den måde er Silkeborg Kanocenter vokset til den største på vandet både i Silkeborg Søerne og på den 160 km lange Gudenå-rute fra Tørring i Syd til Randers i øst.

Virksomheden har kanoudlejning ved Slusen i Silkeborg, og det er også her, administrationen er. Den er indrettet på få kvadratmeter i en lille båd ved siden af kanoerne. Vaskeri og lager ligger 10 km uden for byen, og her bliver alle kanoer og redningsveste til flere dages-turene vasket, pakket og kørt ud til den bestilte destination langs Gudenåen.

Centret har seks transportkøretøjer, der kører ud med de færdigpakkede kanoer og kommer hjem med de brugte. Der kan være otte kanoer på en vogn, og op til 10 på den største trailer. Et samlet vogntog kan komme op på 18 kanoer.

Silkeborg Kanocenter har kanoudlejning ved Slusen i Silkeborg. Arkivfoto.
Silkeborg Kanocenter har kanoudlejning ved Slusen i Silkeborg. Arkivfoto.

Som en ekstra service til kunderne, tilbyder Silkeborg Kanocenter også at flytte kundernes biler fra startstedet til den plads, hvor de slutter deres ferie til søs. Sidste år blev der flyttet flere end 300 biler, så tilbuddet er næsten blevet for stor en succes:

- Det er stukket helt af. Så nu har vi købt en autotransporter med trailer og flytter stadig rigtig mange personvogne, selvom det i år har været nødvendigt at indføre en lille begrænsning, for at vi kan følge med, fortæller Karsten Kristiansen.

Silkeborg Kanocenter tjener 70 procent af sin omsætning fra maj til september. Men det betyder ikke, at ejerne kan holde fri resten af året.

- Vi samarbejder med eventbureauer, og nogle kan godt finde på at bestille kanoer, der skal i vandet i januar. Ellers er der en hjemmeside, der skal passes og masser af vedligeholdelse på udstyr og både.

- Så nej, vi holder ikke ferie hele vinteren, griner de to.

De tilføjer, at de elsker deres job hver eneste dag.

- Men vi kunne ikke sende tusindvis af turister på vandet uden alle vores unge servicemedarbejdere og chauffører. De er guld, og hvis vi ikke havde dem, så havde vi ingen udlejning, og slet ikke så stor, som den vi har fået opbygget i dag.