Fast Arbejde

Fra fejedreng til partner

Allerede da Nicolai Kilde Johansen gik i folkeskole, kunne han mere end at feje, selvom netop dét var hans job på Vestværftet. Så da han skulle på efterskole, blev han tilbudt en læreplads og senere part i virksomheden.

Nicolai Kilde Johansen har næsten været en del af Vestværftet uafbrudt, siden han var 15 år.
Nicolai Kilde Johansen har næsten været en del af Vestværftet uafbrudt, siden han var 15 år.
Foto: Kevin Kjær Lauridsen, TV MIDTVEST

Det er langt fra alle, der oplever at blive headhuntet som 15-årig. Men da Nicolai Kilde Johansen stoppede som fejedreng for at komme på efterskole, lagde direktøren for Vestværftet i Hvide Sande en lærekontrakt på bordet. Han ville have Nicolai tilbage efter efterskoleopholdet. Og Nicolai skrev under, for det var dejlig nemt.

Og ikke nok med det. Et kvarter efter han havde skrevet under på kontrakten, kom direktøren igen. Nicolai havde ikke skrevet sig på firmaturen til Letland.

- Jeg regnede ikke med, det var for fejedrenge, forklarede Nicolai.

Men direktøren insisterede på, at Nicolai skulle med på lige fod med alle andre, så Nicolai måtte tage tre dage fri fra efterskolen.

- Det var noget af en oplevelse, husker han.

Gift med værftet

Efter efterskoleopholdet kom han i lære som klejnsmed. Han blev udlært i 2010 med 33 12-taller. Efter et par år ville han prøve noget nyt, så han tog offshore for at svejse gasrør. Det faldt aldrig helt i Nicolais smag, så han faldt til patten igen, som han siger.

- Så kørte det et par år igen, og så skulle jeg ud at prøve noget nyt. Jeg var væk et par år, og så har jeg ellers været her lige siden.

Hvis Nicolai i fremtiden skulle få smag for andre græsmarker, bliver det dog noget anderledes, men det er Nicolais egen skyld. Hans krav for at vende tilbage til Vestværftet var nemlig, at han skulle have part i virksomheden. Og det fik han så – som 26-årig.

- Det er en god arbejdsplads. Jeg har altid godt kunnet lide at være her, og jeg har også altid kunnet tænke mig at være selvstændig. Det giver et drive, og det giver lige det sidste for at kunne yde 100 procent, siger han.

Far som kunde

Han er ikke bange for at være gift med værftet. De bygger skibe helt fra bunden. De designer dem i tegnestuen og varetager hele processen frem til aflevering hos redderen. Så der er mange forskellige afdelinger og processer. Og nu er han med over det hele.

- Jeg er med i designopgaverne, i tømrerafdelingen, i smedeafdelingen, på beddingen. Og jeg er med ude at sejle. Jeg synes, det er ekstremt interessant.

Nicolai er ud af en fiskerfamilie, og hans far får bygget og repareret sine skibe på Vestværftet.

Får han så rabat?

- Nej, lyder det tørt fra Nicolai, som fortsætter: 

- Der er rabat på begge sider af vejen, når han kører hjem.