Fast Arbejde

Ejere af milliardforretning: Vi er stadig to bonderøve, der prøver at få noget til at lykkes

Mollerup Mølle på Mors omsætter årligt for 2,2 milliarder kroner. Nu er det tredje generation, der ejer foderstofforretningen. Og selvom virksomheden er vokset betydeligt, siden de overtog den, så er der ingen fine fornemmelser.

Fætrene Jakob Hangaard Pedersen og Holger Odgaard Pedersen.
Fætrene Jakob Hangaard Pedersen og Holger Odgaard Pedersen.
Foto: Kevin Kjær Lauridsen, TV MIDTVEST

Der sidder omkring 10 personer inde i et åbent kontorlandskab på Mollerup Mølle. Ovre i det ene hjørne sidder en blond mand midt i 40’erne. Det er Jakob Hangaard Pedersen. Han er den ene ejer af Mollerup Mølle.

Den anden ejer, er hans fætter, Holger Odgaard Pedersen. Han sidder i det tilstødende lokale, hvor der også er et åbent kontorlandskab med fem pladser. Holgers plads er ca. midt i lokalet.

Mollerup Mølle er Danmarks største foderproducent. De producerer cirka 340.000 tons foder om året. Og det er en hel del. Det svarer til vægten af knap 2.100 jumbojetter. De har også Danmarks største silo-anlæg, der består af fire siloer, der hver især kan rumme 13.000 tons korn.

De omsætter for 2,2 milliarder kroner og har ca. 80 ansatte på i alt fire afdelinger i Jylland. Så det er altså ikke en helt lille virksomhed, der ligger i den lille landsby Mollerup på Mors.

TV MIDTVEST har besøgt Mollerup Mølle og mange andre virksomheder. Se alle afsnit af Fast Arbejde nedenfor.

Men de to ejere er ikke for fine til, at hjælpe med at flytte noget korn eller gøre sig nyttige på anden vis, hvor der er behov for det, når der er travlt i produktionen.

- Vi er stadig bare to bonderøve, der render rundt her, og forsøger at få noget til at lykkes hver dag, siger Holger Pedersen, der i øvrigt også er røgdykker, og selv trække i brandmandstøjet, hvis der opstår en brand i korntørreriet. 

De har også deres egen brandbil, foruden 16 lastbiler. Og derudover gør de dagligt brug af 30 vognmænd, der bringer varer ud til deres kunder i det meste af Jylland og Fyn, og lidt på Sjælland.

Og Jakob tilføjer:

- Vi vil gerne gå for at være ukomplicerede, og det synes jeg faktisk, vi er. Det der med MUS-samtaler, det holder vi hver dag. Folk kan altid komme hen til os eller ringe, hvis der er en eller anden ting. Så får vi det løst med det samme.

Det der med at tage arbejdshandsken på, har de ikke fra fremmede. Deres bedstefar, Holger Hangaard Pedersen, købte Mollerup Mølle i 1940 og arbejdede til det sidste. Han slæbte rundt på 100 kilos sække indtil han døde som 83-årig. TV MIDTVEST tegnede et portræt af den gamle møller i udsendelsen ”Mølleren og Smeden” i 1996. Og journalist, Per Hansen, kunne knap følge med den aldrende møller. 

Du kan se hele udsendelsen her:

Holder fast i de gamle værdier

Der er sket meget siden den gamle Holger gik bort. Omsætning er 14-doblet og antallet af medarbejdere er gået fra fem til 85. 

Men selvom udviklingen er gået stærk, holder de fast i rødderne. Møllen, hvor det hele startede, er en gammel seks-vinget klapsejler. Dem findes der kun to af i hele Danmark. Og den ene står altså på Mollerup Mølle. Og selvom den for længst har aftjent sin værnepligt, er den netop blevet gennemrenoveret.

- Jamen det er jo vores historie. Og som sagt, er der kun to af dem tilbage i Danmark, og vi vil gerne have den ene af dem. Så den kommer vi også til at passe på i fremtiden, fortæller Jakob Hangaard Pedersen.

Og de smider heller ikke noget væk, der stadig dur. F.eks. kører den truck, som den gamle Holger kørte i stadig rundt på pladsen. Og Jan, der kører i den klager ikke.

 - Den svigter aldrig. Det er da en lidt sjov historie. Og nu er det anden gang den kommer i TV MIDTVEST.

Se hele portrættet af Mollerup Mølle i Fast Arbejde her: