Fast Arbejde

Danmarks luftrum overvåges fra Karup: Kom med indenfor i Air Control Wing

24 timer i døgnet, alle ugens dage og året rundt bliver luftrummet over Danmark overvåget. Det sker fra Flyvevåbnets enhed Air Control Wing, der har hovedkvarter i Karup.

9:15
Oberstløjtnant Dan Hasselmann Hansen er chef for operationsafdelingen i Karup.
Foto: Marie Linddahl, TV MIDTVEST

Air Control Wing i Karup er Forsvarets øjne og ører i luften.

Da russiske kampfly flere gange krænkede dansk luftrum ved Bornholm i juni, var det medarbejderne i operationsrummet, der var de første til at opdage det.

- Vi alarmerer vores nationale luftoperationscenter, og de beslutter så, hvordan vi skal reagere på det, siger oberstløjtnant Dan Hasselmann Hansen, der er chef for Air Control Wing.

Skal de danske F16 og snart F35-jægerfly i hemmelighed på vingerne for at afvise de ubudne gæster, så er det også på flyvestationen i Karup, at det bliver styret fra.

- Det er lidt specielt, altså man kan ikke rigtig tale om sit job derhjemme, siger fighter controller Mallat.

Medarbejderne har vagt i operationsrummet 12 timer ad gangen, og i 2020 var afvisningsberedskabet i aktion 42 gange. En arbejdsdag begynder med en briefing fra en meteorolog fra DMI.

- Fordi det er vigtigt for os at vide, hvor meget det for eksempel blæser i forhold til flyene, eller om noget flyvning kan blive aflyst, siger M.V. Jensen, der er kontrol- og varslingsofficer i Air Control Wing.

Radarer over hele landet

Årsagen til, at Air Control Wing i Karup har mulighed for at se de russiske fly og alt andet, der foregår i luftrummet over Danmark er enorme radarer fordelt geografisk i landet.

De amerikansk producerede maskiner kan ved hjælp af elektroniske bølger spotte genstande i luften 450 kilometer borte. Teknologien har ikke ændret sig meget i de 70 år, Danmark har overvåget luftrummet.

Intet går os uset forbi, står der på latinsk i logoet, som også prydes af flagermus og en kongekrone.
Intet går os uset forbi, står der på latinsk i logoet, som også prydes af flagermus og en kongekrone.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Der er radarer placeret i Karup, Skagen, Skrydstrup, Sjælland og på Bornholm, som sender data til Karup. Men snart skal medarbejderne også til at overvåge det Grønlandske luftrum.

- Vi overvåger luftrummet for at sikre os, at de fly, der bevæger sig ind over vores grænser også har tilladelse til det. Lidt ligesom politiet kontrollerer bilister, siger Dan Hasselmann Hansen.

Og der er nok at holde øje med. Dagligt er der omkring 2.000 flyvninger over Danmark.

En helt særlig uddannelse

Air Control Wing uddanner selv sine egne medarbejdere, da der ikke findes en tilsvarende uddannelse i det civile samfund.

Alt foregår via computersimulerede situationer, og værnepligt eller Forsvarets basisuddannelse er en forudsætning for at blive optaget. Men udover det behøver ens tidligere uddannelse ikke at være relevant, hvilket Kate Kande Lorensen er et bevis på.

Hun begyndte for nyligt på uddannelsen til Fighter Allocator, der sammen med Fighter Controlleren giver piloten det taktiske billede af luftrummet ved hjælp af radarskærme og radiokommunikation under luftoperationerne. Før var hun sygeplejerske.

- Så det er lidt noget andet, men jeg har altid haft en drøm om at komme i Forsvaret, og generelt vil jeg gerne bare arbejde med mennesker, og der tænkte jeg, at det var den perfekte kombination, siger hun.

Hun får 350 kollegaer i Air Control Wing fordelt på seks lokationer.