Din telefon overrasker: - Du har brugt 38 timer, det er sindssygt!

TV MIDTVEST sætter i denne uge fokus på telefonen, som en af de største tidsrøvere. For veninderne Camilla og Line blev det en grim overraskelse at tjekke deres forbrug.

gagadetelefon.jpg
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Din telefon er en tidsrøver, og formentlig også en større en, end du lige regnede med. Apple lancerede for nylig tilføjelsen ”Skærmtid”, hvor man med få klik på sin telefon kan få syn for sagen og finde ud af, hvor meget tid man egentlig bruger på telefonen.

Det kan da også være en grim overraskelse at se alt den tid, man bruger på at kigge ned i det blå lys. Sådan er det i hvert fald for Line Grimstrup Brødbæk.

- Jeg har set den en gang, og så ignorerer jeg den lidt, når den kommer, siger hun, og det giver nok meget god mening.

Da vi møder hende og veninden Camilla Højbøge i gågaden i Holstebro og beder dem om at finde skærmtid frem, venter der sig et par grafer, som fortæller kvinderne om deres forbrug.

- Prøv lige at se, ugentligt i alt har du brugt 38 timer og 29 minutter. Det er jo også sindssygt. Det er meget, Line, siger Camilla Højbøge om venindens forbrug.

- Det er godt nok meget, og vi er faktisk gode til at lægge telefonen væk, når vi går i seng, forsvarer Line Grimstrup Brødbæk sig.

1:48
De to veninder kigger deres skærmtid igennem. 

Apples Skærmtid blev rullet ud i dette efterår, og det har da også allerede påvirket vanerne hos Camilla Højbøge.

- Jeg har tænkt en del over det. Jeg har ladt min mobil ligge på køkkenbordet, og de seneste 14 dage har jeg faktisk også brugt den nogle timer mindre, end da jeg fik skærmtid, siger hun.

Designet til afhængighed

Venindernes forbrug af telefonen er i virkeligheden ikke særligt overraskende.

- Det er helt klart en del af deres strategi (app-udviklernes, red.), at bruge likes, lyde og små typer feedback til at gøre os afhængige. I bund og grund handler det om, at de gerne vil have os til at blive og bruge tid – for tid er lig med reklamer, de kan vise, og data, de kan samle om os. Det er en helt grundlæggende del af designet, at det skal være vanedannende og afhængighedsskabende, siger Anders Høeg Nissen, der er techjournalist.

Tilføjelser som skærmtid er en modreaktion mod mange års fokus på at gøre forbrugerne afhængige og applikationerne vanedannende. Det er en tidligere Google-medarbejder ved navn Tristan Harris, der i 2013 opbyggede organisationen ”Time Well Spent”, som har til mål at tilbagerulle tendensen – og de har efterhånden råbt Tech-giganterne op.

- Apple sælger så sindssygt mange telefoner til folk, og derfor har de også været tvunget til at gøre noget. Deres bud på en mulig måde at tackle det på for den enkle bruger er apps som skærmtid, siger Anders Høeg Nissen. 

Apple er dog ikke de eneste, som er opmærksom på problemet. Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg har tidligere på året annonceret, at måden det sociale medie er opbygget på vil blive lavet om, så brugerne formentlig ender med at bruge mindre tid på appen og hjemmesiden.

- Vi føler et ansvar for, at vores service ikke kun er sjovt at bruge, men også godt for folks velbefindende, skrev han dengang på Facebook, hvor han også brugte ordene ”Time Well Spent” flere gange.

0:33
Anders Høeg Nissen mener, at afhængigheden kan sammenlignes med sukker. 

Børnene får mindre opmærksomhed

Der er dog langt endnu, da den lille tidsrøver i lommen stadig stjæler opmærksomheden fra voksnes samtaler, men også interaktionen med børnene. Noget, som de to veninder fra gågaden i den grad kan nikke genkendende til.

- Når jeg ammer, er jeg måske ikke så meget til stede, fordi jeg skal tjekke et eller andet på min telefon. Det er vist der, tiden går med det, siger Line Grimstrup Brødbæk.

 - Man tager da sig selv i, at når man sidder og leger på børneværelset har man telefonen med, og så når den bipper kan man ikke lade den være. Siden Skærmtid er kommet, er jeg da blevet bedre til at lade den ligge på køkkenbordet og være til stede med mine børn. Så kan jeg kigge på alt det, når de er gået i seng, siger Camilla Højbøge.

Og hvem ved, måske kan den nye tilføjelse faktisk være med til at ændre vaner.

- Jeg får da også at vide derhjemme, at jeg bruger min telefon for meget – så det kunne da godt være, det skulle overvejes, siger Line Grimstrup Brødbæk.

Her på TV MIDTVEST sætter vi fokus på problemet resten af ugen, og vi har faktisk, sat gang i et lille eksperiment, som DU også kan deltage i. Klik her og følg med i udfordringerne.