Familiekabalen

Ung familie har skiftet lejlighed på Nørrebro ud med klitgård

Christian og Simone Abildskov Thomsen og har taget bedsteforældrene med fra København til Vestjylland og har nu fået økonomisk frihed til det nære liv.

9:19
Tre generationer og hunden Palle trives godt med deres nye liv på Klit-gården ved Hvide Sande.

- Mor, vil du hjælpe med glassene til fredagsbar.

Beskeden kommer ud gennem vinduet på en stråtækt klitgård lidt uden for Hvide Sande. I køkkenet står Simone Abildskov Thomsen og nyder en kop friskbrygget barista-kaffe. Hun er lige hjemvendt fra job.

Både fredagsbar og den skinnende espressomaskine er kontraster til boligens gamle mure fra 1830. Men til gengæld er de nødvendige goder, når man forlader det pulserende byliv i hovedstaden til fordel for en adresse i det yderste Vestjylland.

- Vi har ofte siddet nede på den lokale på Nørrebro og fået en kop kaffe eller et glas vin. Så det var bare noget af det, vi ikke kunne leve uden. Der er langt til nærmeste kaffebar her fra klit-gården, siger Simone Abildskov Thomsen.

Klit-gården er fra 1830 og har udsigt ud over Ringkøbing Fjord.
Klit-gården er fra 1830 og har udsigt ud over Ringkøbing Fjord.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Ønsket om at skifte kurs mod vest er kommet sammen med datteren Sigrid. Den lille familie ønskede sig mere plads og en lille have, og det er en dyr sag i og omkring København.

- Når vi sad i banken og talte om finansiering, så var der bare noget i os, der ikke føltes rigtigt. Hvis vi skulle købe til de priser, så vidste vi, at vi skulle arbejde rigtigt meget for at have råd til at bo, og vi ville have mindre råd til at leve livet, fortæller Simone Abildskov Thomsen.

Sammen med sin mand begyndte hun at tænke i alternativer og fandt ud af, at de skulle et pænt stykke væk fra hovedstaden for at få den økonomiske frihed, de drømte om.

Det endte med den store kærlighed til den stråtækte klitgård med Ringkøbing Fjord til den ene side og Vesterhavet på den anden side af vejen. Den kostede lidt mere, end de egentligt havde tænkt, de ville bruge, men så var det, at bedsteforældrene kom ind i billedet.

- Vi sad hjemme hos dem og spiste aftensmad. Så sagde de, at de gerne ville med. Vi troede det var lidt for sjovt, men en tanke blev til handling. Der gik en uge, og så sagde vi alle vores jobs op og tog springet. Og nu er vi her, fortæller Simone Abildskov Thomsen.

Hendes far, Henrik Abildskov tilføjer:

- Nogle gange må man tage en chance. Et eller andet sted er det et drømme-scenarie at få lov at bo sammen med sit barn og barnebarn og have en svigersøn, der heller ikke har noget imod det. Det, tror jeg, er ret usædvanligt.

Samværet og naturen i fokus

De to familier bor i hver sin fløj af gården. Der er en dør og en lille forgang imellem dem, og de braser ikke sådan lige ind til hinanden. Det er der lavet klare retningslinjer om. Der bliver banket på døren eller skrevet en sms, hvis man inviterer på kaffe eller et glas.

- Vi har en ambition om at spise sammen en gang om ugen, og så har vi indført fredagsbar, hvor vi deler et glas og lige vender ugen med hinanden. Indtil videre har vi gjort det nede på vores udkigsplads, hvor vi kan nyde de store vidder ud over Ringkøbing Fjord, siger Henrik Abildskov.

Alle fire voksne har fået nyt arbejde. Simone Abildskov Thomsen er digital marketingmedarbejder på Ringkøbing-Skjern Museum, hendes mand Christian Abildskov Thomsen har skiftet finanserne i bankverdenen ud med et undervisningsjob på handelsgymnasierne i Skjern og Ringkøbing. Mormor Lone Abildskov er fortsat i bilreservedelsfirmaet FTZ - nu blot i Ringkøbing, og morfar Henrik Abildskov er lige begyndt hos Seasight Davits i Ringkøbing som teknisk support.

Den ældste generation er ikke i tvivl om, at det har taget det rigtige valg.

- Det betyder meget for os, at vi har mulighed for at se vores barnebarn Sigrid vokse op på en helt anden måde, end vi ellers ville, og for Simone og Christian betyder det, at de har babysittere lige så tit, de vil. Begge parter får det bedste fra begge verdener, understreger Henrik Abildskov.

Udover familiesamværet er alle enige om, at naturen har fået skuldrene til at falde lidt mere ned.

- Man bliver glad, når man går ud ad døren. Månen er anderledes herovre, og der er mange flere stjerner. Det er virkelig rart for sjælen at være så meget i et med naturen, siger Simone Abildskov Thomsen og tilføjer:

- Vi savner selvfølgelig det pulserende byliv ind imellem. Men så tager vi på en weekendtur til København. Længere væk er byen jo heller ikke. Nu bor vi i naturen og søger bylivet, når vi har brug for det.