Flemming boede på børnehjem i 13 år: - De ansatte måtte ikke være gode ved os
Da Flemming Ohlsen var fire år, blev han tvangsfjernet fra forældrene. Det blev et skifte fra kaos til bordbøn og kontant disciplin.
Flemming Ohlsens barndomshjem var et blikskur i Søbylejren, og det var bestemt ikke nogen idyl.
- Der var rotter, utøj og kaos. Min far arbejdede i brunkulslejerne, og når han fik løn, drak og spillede han alle pengene op på Sekseren fortæller Flemming Ohlsen fra Herning og tilføjer:
- Vi havde hverken mad eller tøj, så det var sådan set rimelig nok, at mine fire søstre og jeg blev tvangsfjernet.
En efterårsdag i 1954 sluttede livet i brunkulslejerne brat. Da trillede børneværnet ind blandt beboelseshusene i Søbylejren og tvangsfjernede Flemming på fire år og hans søskende.
- Vi kunne ikke bo i det kaos derude. Mine forældre var ikke i stand til at tage sig af os.
Sammen med tre søstre blev han kørt til Søndbjerg Børnehjem, og her kom Flemming til at bo de næste 13 år.
I dag er han 71 og kan se tilbage på en barndom og ungdom, der har ridset dybe ar i hans sjæl.
Flemmings forældre har for eksempel kun været navne på et stykke papir, siden han blev tvangsfjernet.
- Jeg har været vred over, hvorfor vi skulle på børnehjem alle sammen. Jeg ved godt, det var en anden tid med arbejdsløshed og ikke ret meget hjælp at hente fra det offentlige. Men alligevel, hvorfor skulle det lige være os? spørger Flemming Ohlsen i dag.
I det nye afsnit af Familiekabalen herunder kan du møde Flemming Ohlsen:
Disciplin, tæv og bordbøn
Flemming kom fra kaos til en helt ny virkelighed. På børnehjemmet var der mange pligter allerede før morgenmaden:
- Gårdspladsen skulle rives, køerne fodres, skoene pudses, kartoflerne skrælles, og der skulle hentes briketter op fra kælderen. Vi fik lært at bestille noget, husker han.
Ligesom i Søby manglede der væsentlige ting på børnehjemmet: Nærhed, ømhed og kærlighed.
- Vi blev opdraget ved frygt. Vi var bange for de voksne, og hænderne sad løse, så vi fik tit nogen på siden af hovedet. Jeg har senere fået at vide af en pædagog, der arbejdede på hjemmet, at de ikke måtte være gode ved os . Det havde forstanderen pålagt dem. Det fatter jeg simpelthen ikke.
Mønsterbryder
Han tilføjer, at der også var gode dage på børnehjemmet , og at man som barn indretter sig efter, hvordan forholdene er.
- Når jeg tænker på, hvornår jeg især savnede min mor og far, så var det i puberteten, når jeg var sammen med venner og besøgte dem. Så tænkte jeg: Hold da op, hvor har de godt nok en dejlig familie. Det har du ikke!
Flemming blev mønsterbryder. Han tog realeksamen og var heldig at møde nogle mennesker, der hjalp ham videre i livet.
Senere blev han uddannet pædagog og har selv støttet mange børn og unge. Han har også skabt sig et godt liv som ægtefælle og far.
- Der har altid siddet en knude indeni og en følelse af forladthed i forhold til mine forældre. Jeg har måttet spørge mig selv, om jeg egentligt havde et lod i livet? Så ja, jeg har da kæmpet mod bitterhed og andre negative følelser, men jeg har haft et godt liv på trods, fastslår han.
