Familiekabalen

Far og tre sønner er alle mekanikere: I dag er de to ældste chef for deres far

I Danmark er der mellem 40- og 50.000 familieejede virksomheder, som beskæftiger 1,3 millioner medarbejdere. En af virksomhederne ligger i Aulum, hvor far og tre sønner alle arbejder i samme branche.

9:27
Far og tre sønner, der alle er mekanikere. Fra venstre er det Allan, Kai, Jacob og Kasper Madsen.

Der er en, der er to, der er tre, der er fire mekaniker med efternavnet Madsen i Aulum. Nemlig far, Kai og hans tre sønner, Jacob, Kasper og Allan.

- Vi er noget ensporede i vores familie, siger familiens overhoved og erkender samtidigt, at det vist er meget godt.

Det er i hvert fald baggrunden for, at to af de tre sønner har været i stand til at overtage hans livsværk, K&L Auto, og nu fører videre.

Forsøgte at tale dem fra det

I dag er Jacob og Kasper Madsen blevet chef for deres far, og deres lillebror Allan arbejder kun syv kilometer derfra på det værksted, hvor begge brødre er udlært. Det meste bliver i familien både til hverdag og fest.

Familiens overhoved slår dog fast, at han på ingen måde har tvunget sin drenge til at blive det samme som ham selv. Nærmest tværtimod.

- Den første sagde jeg nok ikke så meget til. Så kom nummer to. Ham snakkede jeg lidt frem og tilbage med, om han ikke kunne tænke sig noget andet. Men det var ikke til diskussion, forklarer Kai Madsen og tilføjer, at det ikke lige var til en guldmedalje, da den yngste også ville i kedeldragt og have olie på fingrene.

- Jeg gik lidt i modvind og sagde til ham, at det syntes jeg ikke, han skulle. Men da det var umuligt at ændre på hans ønske, tog jeg alligevel med ham ud og fandt en læreplads. Men jeg prøvede rigtigt meget at overtale ham til, at han skulle til Aarhus og læse, fortæller Kai Madsen.

Sønnerne fortæller, at de har gjort deres hobby til deres levebrød. De er alle tre fascinerede af biler, motorer og mekanik, og har siden de var drenge rodet med først knallerter og siden biler.

- Vi har bare altid haft en naturlig interesse for den branche. Og ja, vi laver mange standardting som bremser, hjul og service, men det er altså hammersjov, når folk ringer, og bilen ikke kan køre, og vi så kan kontakte dem et par timer senere og sige, at nu spiller køretøjet igen. Det er ligesom at være en slags detektiver, forklarer Allan Madsen.

Allan Madsen har som sine brødre gjort sin hobby til sit levebrød.
Allan Madsen har som sine brødre gjort sin hobby til sit levebrød.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Næste år kan Kai Madsen fejre 50-års jubilæum i branchen - nu som ansat i stedet for chef. Han erkender, at det er en udfordrende proces at slippe tøjlerne i en virksomhed, han selv har bygget op fra bunden.

- Det er en kæmpe omvæltning, og man skal lære at give det fra sig. Men jeg havde bestemt med mig selv, at jeg ikke ville være en bremseklods. Når der kommer unge friske kræfter til, så skal der ske en udvikling, og så skal man acceptere, at det er dem, der bestemmer.

De to ældste sønner ejer i dag hver halvdelen af firmaet, der både har bilsalg og værksted.

- Det er vildt imponerende at køre og eje en forretning i så mange år og så slippe tøjlerne på den måde, han gør. Det er så respektfuldt, siger ældste søn Jacob Madsen og Kasper Madsen tilføjer:

- Om han er far for mig, eller jeg nu er chef for ham, det betyder ikke det vilde. Det handler om samarbejde, og det er vi rigtigt gode til.