Vinterhjælp får kold skulder af bageri og støberi: - Vi siger tak for ingenting

Et politisk flertal er i dag blevet enige om vinterhjælp til danskerne, hvor blandt andet elafgiften næsten bliver fjernet, og det bliver muligt at indefryse en del af energiregningen. Men både små og store virksomheder kritiserer hjælpepakken for manglende hjælp til dem.

2:15
Vinterhjælp: Hos jernstøberiet Vald. Birn eller bageriet i Karup er de langt fra tilfredse med vinterpakken. Hverken den lavere elafgift eller muligheden for et lån hjælper dem.
Foto: Privatfoto

Hos Bageriet Nørgaard i Karup har de allerede slukket en af tre frysere. Desuden har de hævet temperaturen fra minus 21 grader til minus 13 grader. Det giver dagligt en besparelse på 150 kilowatt timer. 

Men det er langt fra nok.

- Os bagere, der er personlig ejet, vi bruger vores pension på det. Vi lægger alt ind nu, og vi skubber det foran os, og så håber vi på, at tingene bliver bedre, siger Johnny Nørgaard, der ejer bageriet sammen med sin hustru.

De er langt fra imponerede over den vinterhjælp som et bredt politisk flertal i dag præsenterede.

- Det jeg har set, der er kommet frem i dag, lægger op til, at vi kan få lov til at skubbe gælden foran os. Men vi kommer til at betale en højere rente, end hvis vi lånte i banken. Jeg vil sige tak for ingenting, siger Johnny Nørgaard.

Mangler stabile og forudsigelige priser

Hos en af de virksomheder, der bruger allermest energi i Midt- og Vestjylland, er de også skuffede over vinterhjælpen.

- Pakken betyder intet for os, for vi betaler jo i ikke elafgiften i forvejen. Lånepakkerne er ikke på et konkurrencedygtigt niveau, så de ville forringe vores konkurrenceevne på den lange bane, siger Esben Trier Lund, der er økonomidirektør hos støberiet Vald. Birn i Holstebro.

Støberiet Vald. Birn har også konkurrenter i Kina, og her er energipriserne ikke steget som i Europa. Derfor efterlyser Esben Trier Lund, der er økonomidirektør for støberiet, stabile og forudsigelige elpriser.
Støberiet Vald. Birn har også konkurrenter i Kina, og her er energipriserne ikke steget som i Europa. Derfor efterlyser Esben Trier Lund, der er økonomidirektør for støberiet, stabile og forudsigelige elpriser.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Han er tilfreds med, at der kommer hjælp til private, men ærgrer sig på store virksomheders vegne.

- Vi har behov for stabile, forudsigelige og konkurrencedygtige elpriser. Vi konkurrerer ikke kun med virksomheder i Europa, vi har også oversøiske konkurrenter i blandt andet Kina, og de har en anden omkostningsstruktur, end vi har. Lige nu er det Europa, der er ramt af de kæmpehøje energipriser, siger økonomidirektøren.

Energiregningen for støberiet er gennemsnitligt på 50 millioner kroner årligt, men de ser nu frem mod en regning på 400 millioner kroner.

- Mit ønske lige nu er, at vi kunne få nogle stabile, forudsigelige og konkurrencedygtige priser på el i Danmark og i Europa.

Der er i alt initiativer for omkring fem milliarder kroner i aftalen om vinterhjælp i år og næste år.