Byggede smart i 2016: Nu sparer Bo og familien tusindvis af kroner

I 2016 byggede Bo Jensen et lav-energihus med solceller og flere tekniske løsninger, og det kommer ham nu til gode under energikrisen.

- Huset betyder, at vi har bedre råd i hverdagen, siger Bo Jensen fra Sir.
- Huset betyder, at vi har bedre råd i hverdagen, siger Bo Jensen fra Sir.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Høje energipriser har ramt landet, og i mange hjem stiger prisen på el, vand og varme. Hos Bo Jensen i Sir uden for Holstebro er det ikke oplevelsen. Familien byggede nyt hus i 2016, hvor det store fokus var at finde løsninger, der kunne spare energi.

Solceller og jordvarme er i dag to vigtige ingredienser i den opskrift, som Bo Jensen og familien har på at spare på energiregningen. Ved siden af Bo Jensen hus står nemlig en række solceller, som gør, at han selv kan producere den strøm, som familien bruger.

- De er ikke kønne, men de er en del af vores løsning, for at vi kan nå den rigtige energimærkning på huset, siger han.

Huset har energimærkningen A2020, hvilket svarer til et passivt hus.

Solcellerne er med til at holde elregningen nede. Cirka 5000 kroner er det beløb, som familien på fire betaler for el om året. Solcellerne bidrager nemlig til, at Bo Jensen har en overskudsproduktion, hvor han sælger el for 4500 kroner om året.

Familien har flere solceller på deres grund.
Familien har flere solceller på deres grund.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

I byggeprocessen havde han fokus på at udvælge de rigtige materialer til huset. Hvidevarerne er med energimærke A, vinduer og døre er i 3-lags glas, og gulve og vægge holder godt på varmen.

- Vi har også sat en simpel timer på alle maskiner. Vi forsøger at vaske op og vaske tøj, når solcellerne producerer mest - og alternativt i nattetimerne, hvor el koster mindst.

I familiens hus er der også installeret en teknisk løsning, som gør at alle apparater, der står på standby slukkes automatisk.

For at holde varmen er der også installeret en miljøvenlig kombineret pille- og brændeovn, som kan køre både på træpiller og fast brændsel. Og med stigende priser på træpiller, bliver det valg ikke så svært.

- Jeg kan næsten regne ud, at vi i den her vinter, skal fyre med fast brændsel, fordi træpillerne er for dyre.

- Jeg kan næsten regne ud, at vi i den her vinter skal fyre med fast brændsel, fordi træpillerne er for dyre.
- Jeg kan næsten regne ud, at vi i den her vinter skal fyre med fast brændsel, fordi træpillerne er for dyre.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Da huset blev bygget tilbage i 2016, var der ingen energikrise, men økonomi var stadig grunden til, at Bo Jensen tænkte på energibesparende løsninger.

- Vi mener, at det er med at få bragt de daglige udgifter ned så meget som muligt. Det har for os gjort, at vi har mere råd til at leve i hverdagen, siger Bo Jensen.