Betal ved kasse ét: Forbrugerne sparer for meget, så nu stiger prisen

Det bliver dyrere at tænde for vandhanen, fordi forbrugerne har sparet for meget på vandet. Det møder nu kritik fra en forbruger.

Det bliver dyrere at åbne for vandhanen. Forbrugerne har simpelthen sparet så meget på vandet, at forsyningsselskabet ser sig nødsaget til at hæve priserne.
Det bliver dyrere at åbne for vandhanen. Forbrugerne har simpelthen sparet så meget på vandet, at forsyningsselskabet ser sig nødsaget til at hæve priserne.
Foto: Colourbox, Collage: Claus Klok

Energikrisen har fået folk til at afkorte de lange brusebade og ikke vande haven så meget. 

Men vandbesparelserne har  tilsyneladende taget overhånd. 

For i Favrskov Kommune er beskeden til borgerne, at de har sparet så meget på vandet, at nu bliver priserne sat op.

Til TV MIDTVEST siger forsyningsselskabets formand, Søren Frandsen.

- Man kan godt sige, at det er paradoksalt, at fordi forbrugerne bruger mindre vand, skal de betale mere for spildevand, siger formanden, der også sidder i byrådet for SF.

Fra 1. januar bliver vandprisen for alle beboere i Favrskov Kommune hævet med 11 procent. Det vedtog byrådet i går, 31. oktober.

- Det er superdårlige nyheder, siger Thomas Søby.

En smule tonedøvt

Thomas Søby bor i Ulstrup og har børn. Så han ved alt om, hvordan der hurtigt kan blive brugt penge på fornødenheder som el, varme og vand.

Og når han tænker på de seneste års stigende priser på energi, har han svært ved at acceptere, at det kommunalt ejede forsyningsselskab Favrskov Forsyning nu hæver priserne med 11 procent.

- Det er en smule tonedøvt over for de borgere, man servicerer, siger Thomas Søby.

Betal ved kasse ét

Foruden at være indbygger i Ulstrup er han også formand for byens lokalråd. I Ulstrup betyder det noget, at husene varmes op med gas. Når vand også skal til at stige, betyder det noget.

Ejeren af et gennemsnitshus på 150 kvadratmeter i Favrskov Kommune kan i 2024 se frem til at betale 772 kroner mere i spildevandsafgift. Thomas Søby bor på 208 kvadratmeter inklusiv kælder.

Han har svært ved at forstå, at forsyningen bare skubber regningen over på kunderne.

- Vand i hanerne er jo en nødvendighed, så man er taget lidt til fange. Man kan bare klappe hælene sammen og betale ved kasse ét, siger Thomas Søby.

En hel styrelse holder øje med os

For når han som virksomhedsleder skal forholde sig til stigende priser, og medarbejder også vil have mere i løn, er der behov for, han finder andre steder at spare penge.

Så han synes, det er lidt for nemt bare at sætte priserne op med 11 procent. Forsyningsformand Søren Frandsen er dog klar til at forsvare beslutningen:

- Der er en hel styrelse i København, der holder øje med, hvor mange penge vi opkræver, siger forsyningsformanden.

Søren Frandsen er formand for forsyningen og ærgrer sig over, det er nødvendigt at sætte priserne op.
Søren Frandsen er formand for forsyningen og ærgrer sig over, det er nødvendigt at sætte priserne op.
Foto: Preben Stentoft, Favrskov Kommune

Vandforbruget i Favrskov er faldet med fem procent, og det er altså en af årsagerne til, prisen nu sættes op med 11 procent.

- Der er intet incitament til at spare, når man bliver straffet af kommunen for det, siger Thomas Søby.

Forsyningens Søren Frandsen er da også ærgerlig over, det er nødvendigt at sætte priserne op.

- Jeg synes, det er træls. Det er en høj prisstigning og kommer oven i andre generelle prisstigninger i samfundet, så det er brandærgerligt, siger Søren Frandsen, som både er forsyningsformand og byrådsmedlem for SF.

Indtægter falder

Generelt falder selskabets indtægter, samtidig med udgifterne ikke rigtig gør.

For ikke alene falder vandforbruget. Samtidig styrtdykker behovet for nye byggegrunde.

Det betyder, at forsyningsselskabet kradser færre kroner ind i tilslutningsafgifter. Et fald på millioner.

Hidtil har de ekstraordinære byggeindtægter gjort, at forsyningen kunne holde vandledningsafgiften længere nede. Men de dage er altså ovre nu.

Især fordi selskabet ikke ønsker at låne penge, men i stedet finansierer sine investeringer ved at forbrugerne skal betale mere her og nu.

Helt perfekt

Samtidig bliver årsprisen for dagrenovation også højere for forbrugerne næste år. Undervejs i 2023 er prisen blevet sat op, og det er den højere pris, der fortsætter i 2024.

- Ja, det er helt perfekt. De har sikkert en masse andre skruer, de kan dreje på også, siger Thomas Søby.

Stiger det igen?

Men der er trods alt en enkelt god nyhed. Søren Frandsen tør ikke spå alt for meget om fremtiden. Alligevel tør han godt komme med en enkelt udmelding

Ser vi også en stigning på 11 procent til 2025?

- Det kan jeg ikke forestille mig, siger formanden.