Stigende elpriser rammer små købmænd hårdt – én slukker lyset, mens en anden må lukke tidligt

Mange af landsdelens små købmænd kæmper for at overleve, efter priserne på strøm er røget i vejret. Flere af dem har derfor taget alternative sparemetoder i brug.

Hos Spar i Erslev på Mors skal kunderne til at handle i mørke, hvis de kommer i den sidste time inden lukketid.

Frysere, kølemontrer, varmeskabe, lys, kasseapparater og automatiske døre. Der er masser, der kræver strøm hos landsdelens små købmænd, og derfor er de også hårdt ramt af de stigende energipriser.

Det gælder blandt andet Spar i Erslev på Mors og Min Købmand i Asp ved Struer, hvor elregningen for august begge steder er firdoblet sammenlignet med samme måned sidste år. I Asp betyder det, at udgiften for strøm er gået fra cirka 25.000 til 100.000 kroner.

- Det begynder at gøre ondt, siger Gitte Klint, der driver Min købmand i Asp.

Det samme mærker Lars Kibsgaard, der har Spar i Erslev.

- Man går lidt i panik, når man får sådan en regning, siger han.

Lukker en time tidligere

Som reaktion på den voldsomme prisstigning har begge købmænd følt sig nødsaget til at lave store ændringer i deres butikker. 

For kunderne i Asp betyder det, at de fra på mandag har en time mindre at handle i hver dag. Købmanden vil nemlig fremover lukke klokken 20.00 i stedet for klokken 21.00.

- Det er for at spare lidt strøm og lidt lønudgifter, for jeg vil helst ikke til at afskedige folk, hvis jeg kan undgå det.

Er det realistisk at finde 75.000 ekstra hver måned?

- Nej, det er det overhovedet ikke. Det kan ikke lade sig gøre. Det er en forholdsvis ny butik med LED-lys, nye kølere og nye fryser, så på den front kan vi næsten ikke gøre noget for at spare, siger Gitte Klint fra Min Købmand.

Hun fortæller, at de også allerede har slukket unødvendige kølere og afrimet butikkens frysere for at spare yderligere på strømmen.

Gitte Klint er bekymret for sin butik, hvis ikke priserne på el begynder at falde, eller der kommer en politisk håndsrækning.
Gitte Klint er bekymret for sin butik, hvis ikke priserne på el begynder at falde, eller der kommer en politisk håndsrækning.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Kunder må handle i mørke

I Erslev vil købmanden ikke lukke tidligere, men det bliver alligevel en anderledes oplevelse for de kunder, som kommer i den sidste åbningstime hver dag, for fra 18.00 til 19.00 bliver det meste af lyset i butikken slukket.

- Det er for at spare strøm, men også lige så meget for at prøve at råbe nogen op og gøre opmærksom på, at der virkelig er et problem.

Hvor meget hjælper det at slukke lyset?

- Det ved jeg ikke, men kan det bidrage til, at jeg ikke skal fyre en medarbejder, så det vil jo være kanon, for jeg kan ikke undvære nogen, siger Lars Kibsgaard.

Kunderne kan låne en lommelygte ved kassen til at finde rundt i butikken.

Behov for hjælp udefra

I yderste konsekvens bliver de små købmænd nødt til at lukke, hvis de skal fortsætte med at betale elregninger i den nuværende prisklasse. Derfor efterlyser både Spar i Erslev og Min Købmand i Asp også hjælp fra politikerne til at gøre noget ved udgiften.

- Det er jo klart. Vi kan jo ikke klare en elregning gange fire. Der har vi ikke budgetteret med. Og vi kan jo ikke se ud i fremtiden, at der er lys. Kunne vi bare sige, at 1. januar vender det hele, men det er der ikke tegn på, siger Lars Kibsgaard fra Erslev.

- Det her er så markant og udefrakommende, at ingen kunne se det. Selvfølgelig budgetterer man med et beløb til diverse udgifter, men der er jo ingen, der kunne vide, at det ville stikke så meget af som nu, siger Gitte Klint.

Og de får opbakning fra Landdistrikternes Fællesråd, for de små butikker er omdrejningspunktet for meget liv i yderområderne.

- Vi vil opfordre politikerne til at tænke bredt og sikre, at vi ikke får en massakre mod dagligvarebutikker og andre butikker. Det vil får store konsekvenser for landdistrikterne, siger formand Steffen Damsgaard.

Der er brug for politisk handling nu, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Der er brug for politisk handling nu, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Foto: Mikkel Eskelund

TV MIDTVEST har mandag forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), men det har ikke været muligt. Han har tidligere sagt sådan her om udfordringerne: 

- Vi ønsker at hjælpe, og vi sidder lige nu og ser, hvordan kan vi hjælpe de erhvervsdrivende på en god måde, som bliver ramt rigtig hårdt lige nu. Vi ser godt, hvad det er der sker, vi er interesseret i også at hjælpe. Vi skal også bare finde de rigtige værktøjer, og det er ikke så nemt.

3:14
Her kan du se indslaget om de små købmænds kamp for at betale deres elregninger.
Foto: Foto: Laura Tang Thomsen, TV MIDTVEST/Redigering: Claus Klok, TV MIDTVEST