Drømmehjem

Bygget efter udsigten: Gunnar og Helle placerede drømmehuset fra en stenbunke

På en bakketop ved Lemvig ligger en bolig, som skiller sig ud – både hvad angår udsigten og udseendet.

14:09
To par har fået tegnet og bygget deres drømmehjem, så der er udsigt fra alle rum. Og selvom materialevalget er tæt på ens, så er boligerne vidt forskellige.

Så snart man træder ind gennem hoveddøren, bliver man blæst bag over af udsigten ud over fjorden på den anden side.

Den helt unikke udsigt, hvor man både kan se ind til Lemvig og næsten helt til Thyborøn, har været hele omdrejningspunktet for Helle og Gunnar Kjær, da de skulle bygge deres drømmehjem.

- Det er nøje udregnet, hvad vi kan se. Vi stod på en stenbunke og sagde, at så vil vi gerne kunne se det og det og det. Huset er bygget efter udsigten, siger Helle.

Fra spisebordet er der udsigt til Lemvig.
Fra spisebordet er der udsigt til Lemvig.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Derfor er boligen også i to plan. Udsigten bliver nemlig kun flottere, jo højere man kommer op, og førstesalen er da også der, parret opholder sig allermest.

- Vores favoritsted er ved spisebordet, og i det hele taget er det her, vi lever. Køkkenet ligger, så vi har udsigt, både når vi laver mad og sidder ved bordet. Det er næsten et glansbillede at kigge ud på, fortæller parret.

De gennemgående materialer i huset er træ, beton og kobber.
De gennemgående materialer i huset er træ, beton og kobber.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Rev gård ned fra 1864

Efter 30 år lidt længere væk fra Lemvig overvejede parret, hvad der nu skulle ske. Det var ikke lige Gunnar at bo inde i Lemvig by, så da grunden, hvor der før lå en gammel gård fra 1864, kom til salg, slog de til.

- Vi faldt bare for udsigten og området. Som barn har vi haft sommerhus her omme bagved, så jeg kendte ejendommen. Jeg har cyklet forbi mange gange for at købe is på campingpladsen, siger Helle.

Selv fra badekarret er der udsigt til fjorden.
Selv fra badekarret er der udsigt til fjorden.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

De kunne godt have renoveret den gamle gård, men den vendte helt forkert i forhold til udsigten.

- Vi kunne godt have startet fra en ende af med at renovere, men det gav mest mening at bygge nyt, og stuehuset vendte den helt modsatte vej af, hvad det gør nu, så udsigten var slet ikke optimal, fortæller Gunnar.

Boligen er på i alt 363 kvadratmeter. Det her er stuen i stueplan, som især bliver brugt, når der er gæster.
Boligen er på i alt 363 kvadratmeter. Det her er stuen i stueplan, som især bliver brugt, når der er gæster.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Placeret i sommerhusområde

Boligen ligger midt i et sommerhusområde, fordi der fra den gamle gård blev udstykket en masse grunde.

Parret har tænkt meget over at bygge noget, som passer ind i området.

- I respekt for området var vores ønske, at materialevalget skulle matche ind i miljøet. Vi kiggede meget på, hvad der er i området og gik på den baggrund med beton, træ, tagpap og kobber. Men det måtte også godt være et hus, der udfordrer lidt, og derfor ser det ud, som det gør.

Arkitektfirmaet Wullum Pasgaard har tegnet boligen.
Arkitektfirmaet Wullum Pasgaard har tegnet boligen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Og der var ingen utilfredshed fra naboerne. Tværtimod.

- Naboerne var bange for, at der kom fire nye sommerhuse her. Det er de glade for, der ikke gjorde. De har også fået mere udsigt, fordi vi har sørget for, at der ikke er noget, der spærrer for den, fortæller parret. 

Gunnar og Helle Kjær flyttede ind i huset 1. juni sidste år.