Efter tilsyn i Tim: Affaldslager er ulovligt

En hal på Fabriksvej i Tim mellem Ringkøbing og Ulfborg er ikke godkendt til opmagasinering af affald. Det er konklusionen fra kommunen, der torsdag var på myndighedstilsyn.

Med ryggen til kameraet står Ringkøbing-Skjern Kommunes tilsynsmand sammen med hallens ejer, Gunnar Kjems (th), og Brian Friis Knudsen (tv), som er ansvarlig for de hundredevis af tons affald i hallen i Tim.
Med ryggen til kameraet står Ringkøbing-Skjern Kommunes tilsynsmand sammen med hallens ejer, Gunnar Kjems (th), og Brian Friis Knudsen (tv), som er ansvarlig for de hundredevis af tons affald i hallen i Tim.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Godt en time. 

Så lang tid tog det torsdag Ringkøbing-Skjern Kommunes udsendte at gå 475 big bags fyldt med affald igennem i en hal i Tim nord for Ringkøbing.

Og konklusionen er klar. Affaldet er ulovligt opbevaret i den 2.000 kvadratmeter store hal.

Det oplyser Michael Damm, der er fagchef for land, by og kultur i kommunen, til TV MIDTVEST.

- Hallen er ikke godkendt til oplagring af affald. Det er et ulovligt forhold, der skal lovliggøres hurtigst muligt, siger han.

Kommunen meddelte sin ankomst, fordi PPPG Invest, der ejer hallen i Tim, i sidste uge valgte af politianmelde direktør Brian Friis Knudsen fra Fragmentum i Herning, fordi han siden november 2019 aldrig har betalt husleje og derfor skylder cirka 400.000.

Må ikke fjerne det

TV MIDTVEST har ad flere omgange fortalt om Fragmentums affald. Både i Tim og i Bording, hvor virksomheden forleden er begyndt af flytte det fra. Affaldet er i pressen betegnet som nomadeaffald, fordi det flere gange har flyttet kommune.

Det tog ikke kommunen lang tid at vurdere lagret som ulovligt. Alligevel er der her og nu ikke det store at gøre.

- Det udgør ikke en akut trussel, og derfor har vi ikke hjemmel til at fjerne det med det samme, forklarer han og uddyber:

- Vi kommer til at følge den her sag tæt med det formål at sikre, at det bliver lovliggjort. Vi vil bruge alle de værktøjer i miljølovgivning til, at det sker.

Om det er hallens ejer eller lejer, der har overtrådt loven, afhænger af, hvordan lejekontrakten er skruet sammen.