Viborgpolitiker vil have minkgrave tømt
Hvis det står til formanden for Klima- og Miljøudvalget Stine Damborg Hust, skal alle begravede mink i Kølvrå graves op og sendes til forbrænding.
Den konservative formand for Klima- og Miljøudvalget i Viborg, Stine Damborg Hust vil have nedgravede mink i Kølvrå sendt til forbrænding.
- Jeg synes, det er den eneste rigtige løsning at få de her mink op og få dem på et forbrændingsanlæg. Der ligger flere anlæg rundt omkring i landet, og lige så snart der er kapacitet, så må vi få minkene afsted, siger hun.
Det sker efter Miljøstyrelsen har meldt ud, at de vil kontrollere minkgraven i Kølvrå og lave foranstaltninger, hvis der kommer forurenende udsivning fra gravene.
- Hvis vi er der, at man er nødt til at holde øje med området for at sikre, at tingene er i orden, så synes jeg, det er det forkerte område. Det burde jo ikke være det, vi skulle - at holde øje med området. Hvis de overhovedet skal graves ned, så skal vi finde et område, der overhovedet ikke er risikofyldt, siger Stine Damborg Hust.
Holstebro har sendt brev
I Holstebro Kommune har man allerede tirsdag den 17. november valgt at sende et længere brev til den daværende fødevareminister Mogens Jensen og miljøminister Lea Wermelin.
I kommunen er der en minkgrav i Nr. Felding syd for Holstebro, og politikerne er også her bange for, at Miljø- og Naturstyrelsen har været lidt for hurtige til at udpege området.
I brevet framgår det, at Holstebro Kommune forventer, at nedgravningen er midlertidig samtidig med, at de beder om indsigt i redegørelsen om miljøpåvirkningen.
Du kan læse hele brevet på Holstebro Kommunes hjemmeside.