Stort pres på landsdelens testcentre: Næste ledige tid til en coronatest er juleaften

Der er rift om testtiderne, og det er nu ikke længere muligt at dukke op hjemme hos familien juleaften med en frisk, negativ coronatest i hånden.

20201214-114918-L_130Mb
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Presset på de midt- og vestjyske testcentre er så stort, at man skal adskillige dage frem i tiden for at få en tid til en coronatest.

De næste ledige tider er den 24. december, og med op mod et par dages svartid på testen, så er det nu ikke længere er muligt at få en negativ coronatest med hjem til julemiddagen, hvis ikke man allerede har bestilt tid.

Samtlige 11 testcentre i landsdelen er booket op på denne side af jul, men regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), opfordrer alligevel til, at man løbende tjekker, om der er dukket nye tider op.

- Vi er pressede, men vi lægger hele tiden nye tider ud, siger han.

- Hvis man har mistanke om, at man kan være smittet, eller hvis man har været tæt på en smittet, så kan man stadig godt få en tid, og sådan skal det selvfølgelig også være.

Stigende interesse for alternativ coronatest

Et populært alternativ til testcentrene er Falcks mobile enheder, der tilbyder kviktest i Lemvig, Holstebro, Viborg, Skjern, Herning, Silkeborg og Thisted.

Her behøver man ikke bestille tid på forhånd, og der er svar på testen efter bare 15 minutter.

- Interessen er helt sikkert stigende. Fra det øjeblik, der blev indgået en aftale med staten om, at man kunne få en test hos os, er antallet af testede steget støt. Her i Herning har vi været oppe på over 900 testede på en dag, fortæller Henrik Byskov, der er områdechef for ambulancetjenesten i Herning.

2:32
Hvis man gerne vil sætte sig til julebordet med en frisk negativ coronatest i hånden, så kan man godt tro om.

Negativ test kan give falsk tryghed

En kviktest er dog ikke lige så sikker som en traditionel coronapodning. Sikkerheden ligger på omkring 60 procent af de normale tests, og det kan være problematisk, forklarer Lars Østergaard, der er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

- Jeg synes, at de her kviktests kan være et godt alternativ til de tests, vi allerede kender. Hvis man får et positivt resultat, så går man hjem i isolation, og så smitter man i hvert fald ikke nogen. Hvis man får et negativt resultat, så kan man ikke være helt så sikker på det ved de her antigentest. Det negative resultat kan give en falsk tryghed, så derfor kan man ikke undlade at følge restriktionerne, og man kan heller ikke bare give los med kys og kram, siger Lars Østergaard.

Regionsrådsformand Ander Kühnau synes dog godt, man kan bruge de hurtige tests, til trods for en større usikkerhed omkring resultaterne.

- Det er ikke så alvorligt, hvis man ikke har nogen symptomer på at være smittet og ikke har været tæt på en smittet. Så er det okay at bruge en kviktest som en pejling. Men hvis man skal være helt sikker, så skal man have en test i det offentlige, siger han.

I Midt- og Vestjylland findes der offentlige testcentre i byerne Holstebro, Herning, Lemvig, Skive, Ringkøbing, Nykøbing, Viborg, Silkeborg og Thisted. Du kan se hele oversigten på Region Midtjyllands hjemmeside, hvor du også kan bestille tid til en coronatest.