Største stigning i ledigheden i Vestjylland

Vestjylland har de seneste uger haft den størst stigning i ledigheden i procent, men alle landsdele er ramt.

Coronakrisen har ramt Vestjylland hårdest, når det kommer til største stigning i ledighed.
Coronakrisen har ramt Vestjylland hårdest, når det kommer til største stigning i ledighed.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Siden 8. marts er antallet af ledige steget med knap 32.000 i Danmark, og landsdelene er stort set blevet ramt lige hårdt. 

Det viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, der fredag har offentliggjort tallene fordelt på otte landsdele. 

Vestjylland har haft en stigning på 27 procent i antallet af ledige, mens Nordjylland og hovedstadsområdet følger efter med 25,3 og 25,1 procent. 

Østjylland ligger lavest med 21,9 procent flere ledige. 

Hvis man ser på antal ledige, har hovedstaden haft den største stigning med 10.729 flere ledige, mens Østjylland følger efter med 4881 og Sjælland med 4037.

- Det er desværre klart, at krisen nu rammer bredt over hele landet. Selv om andelen er lidt større i nogle regioner end andre, så er de alle ramt, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelse. 

- Derfor er jeg også glad for, at virksomhederne nu kan søge om lønkompensation, så de undgår at opsige medarbejdere, men kan sende dem hjem med løn, og det kan vi heldigvis se, at tusindvis har søgt om bare i løbet af det første døgn, siger han. 

Han henviser til den hjælpepakke, Folketinget har vedtaget, som giver virksomheder mulighed for at sende ansatte hjem, hvor staten så går ind og dækker op til 26.000 kroner af lønnen hver måned.

Det er en blandt flere tiltag, der er sat i søen for at redde job og arbejdspladser under coronakrisen. 

Desuden er det aftalt, at virksomheder, der er hårdt ramt af coronakrisen, kan få kompensation for faste udgifter - blandt andet husleje. 

Ud over flere ledige er der også sket et stort fald i antallet af opslåede stillinger de seneste uger. Siden starten af marts er det på landsplan faldet med 17 procent.