Smitteudbrud på plejehjem: Mindst syv testet positive

Flere beboere og ansatte på friplejehjemmet Højbo i Arnborg har fået konstateret corona.

Plejehjemmet får besøg af en testbil søndag.
Plejehjemmet får besøg af en testbil søndag.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Personalet på friplejehjemmet Højbo i Arnborg går igen med mundbind og visir.

Der er nemlig udbrudt smitte på plejehjemmet, hvor i alt syv beboere og ansatte indtil videre er testet positive med coronavirus.

Det pludselige udbrud ærgrer forstanderen, Dorthe Laursen.

- Vi havde slet ikke forventet, at der skulle komme smitte midt i sommeren, vi troede, det ville komme til efteråret igen, fortæller hun.

Grundet den stigende smitte har plejehjemmet bestilt en testbil, som skal pode både de ansatte og beboerne søndag.

Testbilen som besøgte plejehjemmet søndag formiddag.
Testbilen som besøgte plejehjemmet søndag formiddag.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Symptomer har ændret sig

De typiske symptomer på corona har ændret sig under pandemien, nu er det nemlig ikke tab af lugtesansen, der ofte opleves som et symptom på coronavirus.

I stedet er de hyppigste symptomer ondt i halsen og hovedpine, og ifølge Sundhedsstyrelsen er typiske tegn på smitte blandt andet kriller i halsen og hoste.

Ifølge forstanderen, på plejehjemmet i Arnborg, er nogle beboere og ansatte påvirkede af smitten, mens andre ikke er. Hun håber dog på, at sårbare borgere kan få et booster-stik mod coronavirus snarest.

- Vi kunne rigtig godt tænke os, at booster-stikket bliver givet nu og ikke til efteråret, for det er nu vi står i krisen, og det er en periode med sommerferie, og derfor kan vi ikke tilkalde ekstra hænder, fortæller Dorthe Laursen.

Hun understreger dog, at beboerne får den pleje og omsorg, som de plejer, men hun opfordrer dog til, at færre vil besøge beboerne på hjemmet.

Tilbage i januar var plejehjemmet også ramt af coronasmitte.

0:45
I Arnborg er et plejehjem ramt af coronavirus.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST