Smitten eksploderer i Thy: Den har aldrig været højere

Ét sogn er røget over bekymringsgrænsen for coronasmitte, mens Thisted Kommune som helhed også nærmer sig grænsen for, hvornår alle skoler og daginstitutioner rammes af restriktioner.

Coronasmitten er igen på vej frem, og det ses tydeligt i Thy.
Coronasmitten er igen på vej frem, og det ses tydeligt i Thy.
Foto: Line Bloch Klostergaard / Region Nordjylland

- Smittetallene i Thisted Kommune er på sit højeste nogensinde.

Sådan konstaterer Thisted Kommunens direktør for social- og sundhedsområdet, Tue von Påhlman, i en pressemeddelelse.

Coronarekorden ses også i de enkelte sogne. I landsbyen Sennels fire kilometer uden for Thisted by er smitten nu så høj, at der indføres restriktioner i skoler og institutioner. 108 er den seneste uge er konstateret smittet i sognet, viser tal fra Statens Serum Institut. 

Står for over halvdelen af smitten

I hele kommunen er der 196 smittede, så Sennels Sogn står for 55,1 procent af hele kommunens samlede smitte.

Rekordsmitten betyder, at børnene i Sennels så vidt muligt skal holdes på egen stue eller i egen stamklasse. 

Børn i alderen 9-11 år, der ikke har været smittet inden for det seneste år, anbefales at blive testet to gange om ugen; det samme gælder for uvaccinerede børn over 12 år.

- Det er nogle tiltag, som vi kender rigtig godt fra tidligere, og jeg ved, at alle de ansatte på skolerne er klar til at gøre deres for, at vi får brudt de her smittekæder, siger chefen for undervisnings- og fritidsområdet i Thisted Kommune, Per Overgaard.

Hele kommunen nærmer sig grænsen

Tiltagene sker på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. For lige nu overskrider Sennels Sogn nemlig den bekymringsgrænse, sundhedsmyndighederne har opstillet.

Smitten presser nu også hele kommunen. For her nærmer man sig efterhånden også statens opstillede grænseværdier. 

For en hel kommune skal der være flere end 20 smittede den seneste uge og i alt 500 smittede per 100.000 indbyggere.

Thisted Kommune overstiger allerede den første grænse, for man har 196 nyregistrerede smittede. Lige nu holder man sig dog under de 500 smittede per 100.000 indbyggere. Her er thyboerne lige nu på 454,86. 

Hvis man kommer over 500, rammes alle skoler og daginstitutioner af de restriktioner, man nu vil se i Sennels.