Se videoen: 16 lastbiler fyldt med køkkener kører i konvoj ud i landet

Coronakrisen har endnu ikke ramt køkkenproducenten TCM Group, der i dag sendte en masse ordrer afsted.

0:32
Foto: Jørgen Ahler.

I eftermiddag rullede et tungt bevis på, at coronakrisen ikke har sat alt i stå, ud på landsdelens landeveje.

16 lastbiler med køkkener fra Tvis Køkkener satte nemlig kursen mod København og resten af landet.

- Det er meget specielt at sende 16 lastbiler afsted. Det er ikke noget, der sker hver dag, fortæller Torben Paulin, der er administrerende direktør i TCM Group, der blandt andet producerer Tvis Køkkener.

Familiemedlemmer til vognmændene havde da også taget opstilling langs vejen for at vinke farvel til konvojen.

Transportfirma med gang i hjulene

Det er firmaet Kronborg Transport, der stod for fragten af køkkenerne. Transportfirmaet er heller ikke ramt af krisen endnu. 

- Det går jo rigtig godt herovre, så vi skal ikke allesammen klage. Det er selvfølgelig sørgeligt for dem, det rammer. Men her mærker vi ikke krisen endnu, siger Henrik Kronborg, der er direktør i Kronborg Transport. 

Ifølge TCM Group så har coronakrisen ikke ramt dem endnu, da de køkkener, som nu bliver leveret, er bestilt før krisen satte ind.

- Alle 459 medarbejdere er på arbejde, og der er godt gang i produktionen, fortæller Torben Paulin.

Holder øje med ordrerne

Dermed kan Tvis Køkkener heller ikke afvise, at der kører knapt så mange lastbiler, når vi kommer længere hen på sæsonen.

- Vi holder konstant øje med situationen i forhold til corona, så vi kan agere korrekt. Vi ser på, hvor mange der kommer i butikkerne, og hvor mange bestillinger der kommer ind, siger Torben Paulin og tilføjer:

- Men vi prøver at se positivt på det, for måske er der mange af dem, der ikke skal ud at rejse alligevel, som nu i stedet vil bruge pengene på et nyt køkken, efter de har haft god tid til at gå derhjemme og kigge på det gamle.

Bestillingerne, der i dag blev kørt ud, er fra slutningen af 2019 og starten af 2020.

1:36
Indslag fra den 4. april 2020: Økonomien er i frit fald og konkurser og fyringer er efterhånden hverdag. Men ikke hos Designa Køkken. For folk køber køkkener i stor stil - til stor overraskelse for virksomheden selv.