Region Nordjylland åbner nye testcentre: - Tilgængeligheden betyder noget

I kampen mod corona åbner Region Nordjylland 14 nye teststeder og udvider samtidig åbningstiderne.

Med de nye pop up-testcentre kommer ingen nordjyder til at have mere end 20 kilometer til nærmeste teststed.
Med de nye pop up-testcentre kommer ingen nordjyder til at have mere end 20 kilometer til nærmeste teststed.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det bliver nu nemmere at blive testet i den nordligste del af Midt- og Vestjylland.

Det sker, efter Region Nordjylland og Falck er blevet enige om at åbne 14 nye teststeder og udvide åbningstiderne på de allerede eksisterende steder.

Fire af teststederne befinder sig i Midt- og Vestjylland.

Blandt andet åbner der i dag, onsdag, et pop-up testcenter i Hanstholm, hvor poderne har indrettet sig i cafeteriaet i hallen.

- Vi laver quicktest på borgerne i Hanstholm og omegn. Vi har tre podespor klar nu, og vi kan oprette et fjerde, hvis der bliver behov for det. Så vi er klar, siger Bjarne Kristensen Nørgaard, som er områdeleder for ambulance for Falck i Thy og Mors.

Udvidelsen betyder, at Region Nordjylland når op på 66 steder med hurtigtest, og meningen er, at det skal understøtte den massive testning, som er en forudsætning for genåbningen af samfundet, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Og det giver ganske god mening, at der bliver bedre muligheder for test, hvis man spørger Bjarne Kristensen Nørgaard, som allerede kan se virkningen af udvidelsen.

- Det gør jo, at man er fri for at skulle køre 15-20 kilometer. Vi kan se, at der har været flere i løbet af de her dage, hvor vi har haft pop-up centrene oppe og køre. Tilgængeligheden betyder noget, det er der ingen tvivl om, siger områdelederen.

Håber på opbakning

Nu har ingen borgere i Region Nordjylland over 20 kilometer til nærmeste teststed, og Bjarne Kristensen Nørgaard håber, at det kommer til at gøre en forskel i kampen mod corona.

- Jeg synes, det er en rigtig god løsning, og jeg håber, at mange vil bakke op om det. Og at vi kan få den her dumme virus så langt væk som muligt, så vi kan åbne noget mere i Danmark.

- Jo flere, vi fanger på vores teststeder, jo bedre er det. Der er jo en del, som ikke har vidst, at de har været smittet, har det vist sig. Så der har vi nogle en gang imellem, vi får fat i, siger han.

I Midt- og Vestjylland er der udover Hanstholm også åbnet pop-up testcentre i Snedsted og Frøstrup, og fra på søndag bliver der også mulighed for test i Aalestrup.

På www.coronasmitte.dk kan man få et overblik over alle teststeder og åbningstider.