Nu informeres borgmestre om mulig genåbning: Se de forskellige scenarier her

Mandag skal Ulrik Wilbek og landets 97 andre borgmestre til møde med ministre om genåbning. Håbet er, at lokale butikker og uddannelser kan åbne.

I to måneder måneder har detailhandlen været lukket, men der er håb for en snarlig genåbning.
I to måneder måneder har detailhandlen været lukket, men der er håb for en snarlig genåbning.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Vi går en lysere tid i møde, både med forårets komme og med genåbning af det danske samfund. Det er i hvert fald håbet op til et virtuelt møde mandag formiddag, som landets 98 borgmestre er indkaldt til sammen med fire ministre.

- Jeg har en forhåbning om, at detailhandlen og uddannelserne bliver åbnet i vores region, siger Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), til TV MIDTVEST.

Mødet, der går i gang klokken 11, omhandler ifølge mødeinvitationen 'kommunernes rolle i forhold til at understøtte en videre genåbning af grundskolen såvel som det bredere samfund'.

Men hvad det videre betyder, kan Ulrik Wilbek kun gætte sig til:

- Det er en lottokupon i forhold til, hvad det ender med på mødet. Jeg har ingen forventninger om, at der bliver lukket fuldt op endnu, siger han.

Det er sundhedsminister Magnus Heunicke (S), justitsminister Nick Hækkerup (S), uddannelses- og forskningsminister Ane Halsbo Jørgesen (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Teil (S), der har indkaldt til mødet. 

Op til dagens møde har en række eksperter regnet på ni mulige genåbningsscenarier. Men blandt dem er en regional genåbning ikke blevet analyseret.

- Der er så stor forskel i smittetryk i regionerne for tiden, så derfor tror jeg mere på, at det bliver en regional genåbning. Men for mig at se vil problemet så være at holde sig inden for kommunegrænserne, siger Ulrik Wilbek.

I Midt- og Vestjylland ligger nogle af de kommuner, der for tiden har færrest smittede. Det gælder blandt andet Viborg, der har 12,4 smittede per 100.000 indbyggere. Det ligger under sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse på 20 smittede per 100.000 indbyggere.

De ni scenarier, som en ekspertgruppe har analyseret på i forbindelse med genåbning af samfundet, fokuserer især på smitterisiko og samfundsøkonomiske konsekvenser. Og den plan vil blive grundstammen i den kommende genåbning.

Efter planen holder regeringen pressemøde på onsdag om en mulig genåbning af samfundet og lempelse af nogle af de restriktioner, der indtil videre er gældende til og med den 28. februar.

Opdatering

Rettelse mandag 22. februar klokken 13.20

Tidligere fremgik dette citat af artiklen: 'Jeg tror, det er vigtigt at sige, at vi ikke alle kan være en form for gidsler for Vestegnen og Storkøbenhavn. Jeg tror, det er vigtigt, vi ser på nogle regionale muligheder for genåbning.' Det citat er fra et interview fredag den 19. februar klokken 13.20. Siden har smitteudviklingen i andre byer i Danmark ændret sig, og citatet er ikke længere dækkende for H.C. Østerbys holdning.