Jyllands Park Zoo er optimistiske og satser på snarlig genåbning

Statens Serums Institut meddelte i går, at zoologiske haver kan åbne uden, at corona-smitten kommer ud af kontrol. Så nu forbereder Jyllands Park Zoo sig endnu engang på en genåbning.

Ejer Ove Nordestgaard håber, at Jyllands Park Zoo kan overleve corona-krisen og indhente noget af det tabte med forlængelse af sæsonen.
Ejer Ove Nordestgaard håber, at Jyllands Park Zoo kan overleve corona-krisen og indhente noget af det tabte med forlængelse af sæsonen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

OBS. Artiklen er skrevet og udgivet før statsministerens udmelding om fase 2 af genåbningen af Danmark.

- Jyllands Park Zoo er klar, og på de sociale medier kan vi se, at publikum også er klar.

Der er ikke noget at være i tvivl om. I Haunstrup er de klar til at slå dørene op for gæster, lige så snart regeringen giver grønt lys. Parkens ejer Ove Nordestgaard står lige nu og tripper for at komme i gang med årets sæson.

- Vores holdning er stadig, at regeringen skal til at åbne noget mere op for at få gang økonomien. Vi er nødt til at være optimistiske, så den her gang tror jeg, de har styr på tingene, og vores håb er, at vi får lov til at åbne nu, siger Ove Nordestgaard.

Han henviser til den sidste weekend i april, hvor Jyllands Park Zoo skulle være genåbnet, men to dage før kom regeringen og myndighederne med nye retningslinjer, der udskød åbningen på ubestemt tid.

2:05
Den 23. april trak politikerne planerne om genåbningen af landets zoologiske haver tilbage.

Udvider sæson for at minimere det økonomiske tab

Ifølge Ole Nordestgaard, så har Jyllands Park Zoo mistet 4,5 millioner kroner på grund af corona-krisen. Hvis de får en hjælpepakke på et par millioner kroner, så forudser zoo-ejeren, at parken overlever og også åbner i 2021.

Men de er pressede i Haunstrup og for at indhente noget af det tabte, har Jyllands Park Zoo besluttet, at når de først slår dørene op, så bliver det en time længere hver dag, og sæsonen bliver forlænget med en måned. På Facebook skriver parken:

- Vi har åbent til og med efterårsferien. Vi håber, I vil tage godt imod denne nyhed. Nu mangler vi blot en melding fra Mette, så vi kan få en åbningsdato.

Endnu er Mette Frederiksen dog ikke kommet med en endelig plan for anden fase af genåbningen af Danmark. Men Ole Nordestgaard tror på genåbningen denne gang.

- Politikerne laver fejl, og det gør vi andre også ind imellem. Men jeg håber ikke, de laver to fejl. Derfor satser jeg på, at det er mere sikkert, at vi åbner denne gang.