Før kørte han taxa: Nu er Jesper poder-ansvarlig på Lemvigs skoler

Jesper Knudsen har brugt det meste af sit arbejdsliv på at køre taxa, men for ti måneder siden skiftede han gear og blev en del af corona-bekæmpelsen i Lemvig Kommune.

2:00
I 19 år har Jesper Knudsen været i taxabranchen. Nu er han poder på Lemvigs folkeskoler.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Jesper Knudsen står gemt væk bag kittel, mundbind og visir. Med en vatpind i hånden er han klar til at pode den næste i køen på Tangsø Skole i Bækmarksbro. 

Han har ansvaret for, at folkeskoleelever og ansatte i Lemvig Kommune bliver coronatestet to gange om ugen.

Det lå dog ikke lige i kortene, at den tidligere taxavognmand skulle indtage en nøglerolle i en verdensomspændende sundhedskrise. 

- Før havde jeg min egen lille taxa, jeg kørte rundt i og skulle bare forholde mig til den ene eller to personer, der kom ind i bilen, siger han.

I marts måned sidste år valgte han efter 19 år at stoppe i taxabranchen og i stedet søge ind hos Falck. Egentlig søgte han en stilling, hvor han skulle køre sygetransport, men så blev han tilbudt jobbet som poder. 

Og det takkede han ja til, selvom det nye arbejde var meget anderledes end at køre folk fra A til B i en taxa.

- Her skal jeg forholde mig til, at vi har en hel skole. Hvor mange skal vi pode den pågældende dag? Jeg skal forholde mig til, hvad der sker, hvis nogle elever bliver testet positive for covid-19. Så selvfølgelig er det markant anderledes, siger Jesper Knudsen, der netop har haft ti måneders jubilæum som poder.

Sådan ser opsætningen ud, når Jesper Knudsen og poderkollegerne indtager et klasselokale på Tangsø Skole i Bækmarksbro.
Sådan ser opsætningen ud, når Jesper Knudsen og poderkollegerne indtager et klasselokale på Tangsø Skole i Bækmarksbro.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Vil ikke tilbage til taxaen

Jesper Knudsen er kommet til at holde af sin nye hverdag som en del af det beredskab, der skal være med til at få os sikkert gennem pandemien. 

- Det er da rart at stå op om morgenen og vide, at der er nogen, der har gavn af det, man laver. Det, tror jeg da, gælder for os alle sammen.

Men han er også klar over, at det nok er et fag med en udløbsdato. Det håber han i hvert fald selv på samfundets vegne.

- Jeg er glad for arbejdet, mine kolleger og for at komme rundt, men for samfundet er det da noget skrammel. Ingen tvivl om det. Vi vil da gerne have vores vante hverdag igen, siger Jesper Knudsen.

Han tør ikke spå om, hvor længe han kan blive ved med at arbejde som poder. Og faktisk har han heller ikke brugt ret meget tankekraft på at spekulere over, hvad han skal lave i fremtiden.

- Alle håber jo nok, at alle podere i Danmark bliver fyret ret snart. Men det er jeg faktisk ikke så nervøs for. Jeg tror på, at vi har et arbejdsmarked, hvor der er god plads. Jeg skal nok finde noget den dag. Om det er i næste uge eller om tre måneder, det spekulerer jeg ikke så meget over, siger han.

Én ting er dog sikkert, hvad angår Jesper Knudsens arbejdsliv på den anden side af tilværelsen som poder. Han skal ikke tilbage til de skiftende arbejdstider med aften og nattearbejde, som han havde i taxabranchen.

- Jeg skal ud at have fundet et eller andet, hvor jeg stadig kan få lov til at arbejde med mennesker. Og så vil jeg have en arbejdstid, der også passer til min families behov, siger han.

Der er i alt otte ansatte, som kører rundt på ti folkeskoler i Lemvig Kommune, hvor de tester elever og lærere.