DK Company fyrer 125 medarbejdere - lukker alle butikker ned

Konsekvenserne af den verdensomspændende coronakrise bliver nu tydelige for modekoncernen DK Company.

DK Companys hovedsæde i Ikast.

For bare to måneder siden offentliggjorde DK Company, der har hovedsæde i Ikast, et rekordregnskab for 2019.

Det er et kæmpe beløb, som viser at bremselængden er hård, når man kører frontalt ind i en krise som den her

Jens Poulsen, grundlægger og CEO i DK Company

I dag er billedet et ganske andet. Modekoncernen forudser, at coronakrisen vil koste cirka en milliard kroner i omsætning frem mod nytår.

- Det er et kæmpe beløb, som viser at bremselængden er hård, når man kører frontalt ind i en krise som den her, siger grundlægger og CEO i DK Company, Jens Poulsen.

Derfor er 125 medarbejdere på kontorerne i København, Vejle og Ikast tirsdag blev afskediget.

- Det gør ondt. Det er en hård dag. Men vi bliver nødt til at kigge på det med ansvarlighed, og vi kan ikke se en bedring på den korte bane.

- I alle tre afdelinger er der blevet lave opsigelser. Men de opsagte medarbejdere har taget det på en flot måde. De har bakket op og vist forståelse for situationen, uddyber han.

Læs også Ikast-virksomhed offentliggør overskud: Sender 800 medarbejdere på skitur

Vidtrækkende konsekvenser

Jens Poulsen fortæller, at virksomheden løbende har vurderet situationens alvor og lavet forskellige beredskabsplaner for, hvordan de skulle agere på markedet. Men for hvert døgn har tingene ændret sig, og situationen er blevet forværret.

Allerede på nuværende tidspunkt forudser DK Company, at markedet vil være ramt af nedsmeltning to-tre måneder frem.

Men det er også forventningen, at konsekvenserne af krisen vil række ind i efteråret og måske helt ind i 2021.

- Vi bliver ramt fra alle fronter på én gang. Sommersalget mister vi, men vi kan heller ikke gå ud og lave vores jule-indsalg til butikkerne lige nu, fordi det hele er lukket ned. Vi kan ikke komme rundt i verden, forklarer Jens Poulsen.

- Vi vurderer, at tøjforbruget ikke kommer i fokus, og derfor ser vi en klar, hård opbremsning, som er så markant, at vi ikke kan sidde den overhørig uden at gå ud og afskedige medarbejdere.

Venter på regeringen

I de seneste uge har Jens Poulsen opmærksomt fulgt med og afventet regeringens hjælp til erhvervslivet.

Men de nødpakker, der indtil videre er blevet præsenteret, hjælper ikke DK Company.

- For mig at se er det en socialdemokratisk hjælpepakke, der er lavet til industrimedarbejdere, hvor man kan lukke helt ned. Men det er bare ikke sort-hvidt. Det handler ikke kun om at lukke ned eller ikke lukke. Vi kan ikke som branche tåle at lukke helt ned. Vi har ting, der skal planlægges.

- Vores bogholderi skal stadig køre. Vores designere skal stadig arbejde. Der ligger muligheder for at gå ned i tid, men vi skal have mere fleksible regler, siger Jens Poulsen, der mener, at regeringen har kigget for snævert på fordelingen af virksomheder.

- Man skal huske, at erhvervslivet ikke kun består af de store virksomheder.

- Regeringen skal have ros meget, men jeg synes, at man skal ind og lave nogle regler, der er meget mere fleksible, som kan tages i brug omgående uden for meget bureaukrati. Det er der brug for.

Læs også HerningCentret skærer drastisk i åbningstider: - Situationen er ubeskriveligt tung

Lukker fysiske butikker midlertidigt

Udover afskedigelser har DK Company også taget endnu et drastisk middel i brug. I løbet af i morgen eller i overmorgen vil samtlige af koncernens 250 fysiske butikker i Norge og Danmark lukke midlertidigt ned.

- Det er vores måde at tage ansvar på. Vi vil ikke have, at vores medarbejdere i butikkerne kan blive syge og eventuelt tage hjem og smitte en bedsteforælder, siger Jens Poulsen om beslutningen.

Allerede i går lukkede koncernens butikker i Schweiz. Faktisk forstår CEO’en ikke, at butikkerne herhjemme ikke er blevet pålagt fra politisk side at holde lukket.

- Jeg savner logik i nogle af de tiltag, der er taget. Det giver ingen mening, at man lukker grænserne, og så kan vi fare rundt i supermarkeder og storcentre. Vi vil ikke have medarbejdere ude i den her fase af det. Vi vil ikke bære mere brænde til bålet, siger Jens Poulsen.

Læs også Stor tøjvirksomhed bruger spirituel coach: - Hun griber, hvis de ansatte er ved at falde

Han har ikke noget bud på, hvornår det igen vil være muligt at handle i butikkerne.

- Vi holder dem lukket, indtil vi har en vurdering af, at smittefaren er på et niveau, hvor det er forsvarligt at åbne igen.

Jens Poulsen oplyser desuden, at DK Company lige nu arbejder med planer for, hvordan flest mulig medarbejdere kan arbejde hjemmefra i den kommende tid. Ydermere håber han, at de medarbejdere, der er blevet afskediget i dag, ikke er nødvendigvis er fortid i koncernen.

- Mit håb er at vi kan finde job til folk igen, hvis det lysner i fremtiden. Så snart vi har mulighed for, så vil vi gøre alt for, at få folk ind igen, slutter han.

DK Company havde forventet en omsætning på omkring 3,5 milliard kroner i år.

11:27

Se et portræt af fra DK Companys domicil i Ikast med 300 ansatte i vores serie Fast Arbejde.

Luk video