DAT genoptager ruteflyvningen til København

Ruteflyene fra Midtjyllands Lufthavn kommer snart på vingerne igen, men det bliver med færre afgange end normalt.

Snart letter DATs rutefly igen fra lyfthavnen i Karup.
Snart letter DATs rutefly igen fra lyfthavnen i Karup.
Foto: Thorbjørn Brunander Sund

Snart kan du igen flyve fra Karup til København.

På mandag den 2. november genoptager flyselskabet DAT ruteflyvningerne mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København.

DAT lukkede helt ned i foråret, da coronakrisen ramte. I august blev flyvningerne genoptaget, men kun for en kort periode, før DAT igen måtte lukke ned.

- Vi lukkede ruten mellem Midtjylland og København ned i foråret i forbindelse med den store coronanedlukning af samfundet, og vi var lidt naive omkring en genopstart i august baseret på løfter om økonomisk støtte, udtaler DAT-direktør og kaptajn Jesper Rungholm i en pressemeddelelse.

DAT følte sig snydt af staten i forbindelse med rutens genåbning den 10. august, fordi flyselskabet ikke som ventet kunne få kompenseret et underskud i august og september. Det førte til, at DAT stoppede flyvningen fra Midtjyllands Lufthavn igen den 23. september.

Hjælpepakke får fly på vingerne

Nu bliver der endnu en gang åbnet for passagerer på ruten, og denne gang skulle det være mere permanent.

I starten af oktober blev der lavet en politisk aftale om en luftfartspakke på 65 millioner kroner, heraf 28 millioner kroner til de mindre, regionale danske lufthavne. Det er blandt andet kommet Midtjyllands Lufthavn til gode, og den økonomiske håndsrækning betyder nu, at lufthavnen kan hjælpe DAT med at komme på vingerne.

- Den godkendte støtteordning giver mulighed for at reducere vores driftsomkostninger til et niveau, der gør det muligt at start op igen, udtaler Jesper Rungholm.

DAT starter med blot tre daglige flyvninger tur/retur. Efter genåbningen i august blev der fløjet seks daglige ture frem og tilbage.