89-årig havde brug for hjælp: Lægen ville ikke komme af frygt for corona

Erik Maabjergs søn, Børge Maabjerg, har klaget over forløbet til en række folketingsmedlemmer.

Opdateret 13. november:

Torsdag aften fik 89-årige Erik Maabjerg, der bor på et plejehjem i Ikast, det så dårligt, at han havde brug for en læge. Men lægen ville ikke komme.

quoteBare de ikke dør af corona, så synes folk faktisk, at det er okay, at de ældre sidder og lider på plejehjemmene.

Børge Maabjerg, søn til Erik Maabjerg

For selvom Erik Maabjerg havde det skidt, måtte lægen ikke møde op, fordi den 89-årige ikke kunne fremvise en negativ coronatest.

Derfor retter Erik Maabjergs søn, Børge Maabjerg, nu skarp kritik af systemet.

- Det er ikke i orden. Vi skal passe på de ældre, som vi får at vide i medierne. Men så passer vi ikke på dem alligevel. Bare de ikke dør af corona, så synes folk faktisk, at det er okay, at de ældre sidder og lider på plejehjemmene, siger han.

Den 89-årige er KOL-patient, og sønnen beskriver situation torsdag som om, at man selv skulle trække vejret gennem et meget småt sugerør, samtidig med at man løber op ad en trappe.

Følger reglerne

Det er ikke første gang, at Erik Maabjerg har måttet kæmpe for at blive tilset en læge, selvom han har det dårligt. Familien havde en lignende situation i september, hvor vagtlægen sagde nej til at komme.

Det krævede en lang diskussion mellem Børge Maabjerg og vagtlægen, før hans far endelig fik besøg. Sådan er reglerne forklarer formand for Vagtlægeudvalget i Region Midtjylland Søren Svenningsen.

- Vi skal undgå at blive udsat for COVID-19. Hvis man ikke kan udelukke, at en patient har COVID-19, så kan vi ikke se dem. Ellers skal de direkte på en akutmodtagelse, siger han.

Har sendt brev til folketingsmedlemmer

Efter de to situationer er Børge Maabjergs familie så påvirkede, at de har valgt at sende et brev til flere folketingsmedlemmer. I brevet spørger familien blandt andet, om Erik Maabjerg skal ligge og dø uden hjælp, og hvor lægeløftet er blevet af.

Èn af dem, der har set og reageret på brevet, er Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, at det er dybt uacceptabelt, at lægerne ikke kan komme på besøg. Det skal jo ikke være sådan, at den hjælp, vi prøver at give folk, fordi der er en pandemi, gør, at der er andre, der dør, siger hun.

Børge Maabjerg, søn af Erik Maabjerg, med det brev, han og hans familie har sendt til flere folketingsmedlemmer.
Børge Maabjerg, søn af Erik Maabjerg, med det brev, han og hans familie har sendt til flere folketingsmedlemmer.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Flere kan dø af andre sygdomme

For Børge Maabjerg er det en nødvendighed, at lægerne tager den risiko, det kan være at tage ud til en patient, selvom de ikke ved, om vedkommende er ramt af corona.

Ellers kan mange dø af andre sygdomme.

- Hvis vi alle sammen render ned i nogle små huler og venter på, at corona forsvinder, så kan vi risikere, at der dør flere mennesker af andre sygdomme end lige corona, argumenterer han.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, men han har ikke ønsket at udtale sig om sagen.