Borgen Bag Facaden

Marie Bjerre mener, hun blev digitaliseringsminister på grund af shitstorm

Marie Bjerre er landets digitaliserings- og ligestillingsminister. Hun fortæller, at hun formentlig fik posten på grund af et opslag med et foto af hendes otte uger gamle datter.

I maj 2021 lagde Venstres Marie Bjerre billedet her på Facebook og kom i modvind.
I maj 2021 lagde Venstres Marie Bjerre billedet her på Facebook og kom i modvind.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

I halvandet år har Marie Bjerre (V) været digitaliseringsminister og minister for ligestilling.

Bortset dog fra de 14 dage, hvor hun ufrivilligt var væk fra posten og blev erstattet af Mia Wagner. 

Men det er en anden historie.

Over for TV MIDTVEST afslører den 38-årige Venstre-kvinde nu sin egen teori om, hvorfor hun kom i betragtning - ikke som digitaliseringsminister - men som minister for ligestilling.

Du kan få meget mere at vide om Marie Bjerre i et nyt afsnit af Borgen Bag Facaden på TV MIDTVEST Play ved at klikke herunder:

Marie Bjerre fortæller, at det var et opslag på Facebook med hendes otte måneder gamle datter, der tændte ligestillings-ilden i hende. Og formentlig også fik andre i Christiansborg-systemet til at få øjnene op for, at hun havde tanker og ideer om ligestilling. Eller mangel på samme.

- Det var et billede, som jeg fik rigtig meget skæld ud for, siger Marie Bjerre.

Venstreminister Marie Bjerre medvirker i en ny udgave af Borgen Bag Facaden på TV MIDTVEST.
Venstreminister Marie Bjerre medvirker i en ny udgave af Borgen Bag Facaden på TV MIDTVEST.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Hun viser billedet i udsendelsen Borgen bag facaden på TV MIDTVEST. Hun fortæller, at det blev taget i forbindelse med, at hun vendte tilbage til arbejdet som folketingsmedlem otte uger efter, hun havde født sit andet barn - datteren Leonora.

- Folk syntes det var for dårligt, at jeg kun havde taget otte ugers barsel. De syntes, jeg var en skruebrækker. De bad mig om at tænke på mig selv og mit lille barn. Folk skrev mange grimme ting, husker Marie Bjerre.

Og nu viser du billedet, fordi det var noget som påvirkede dig?

- Ja, det gjorde det. Men det gav mig også en følelse af, at det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at folk skulle bestemme, hvor jeg skal leve mit liv, siger hun.

Marie Bjerre fortæller, at hun blev fortørnet over, at folk havde en mening om, hvordan hun og manden har valgt at indrettet deres tilværelse. De bor sammen med deres to børn i Aalborg. Han er ansat i Forsvaret. Hun arbejdede dengang, ligesom hun gør i dag, i København.

- Vi indrettede os på den måde, at jeg i en periode tog mit lille barn med på arbejde. Derudover tog min mand en rigtig lang orlov, husker hun.

Derfor blev hun minister

Venstrepolitikeren bliver den dag i dag stadig indigneret over, hvordan folk havde et behov for at blande sig i de valg, hun og manden havde truffet. Hvordan de allerede dengang havde valgt at indrette sig som familie.

Marie Bjerre fortæller, at billedet - og reaktionerne på billedet - gjorde, at hun fik øje på ligestillingspolitikken - og at der, ifølge hende, er brug for mere ligestilling i den politik, som bliver ført.

- Jeg blev provokeret, siger hun.

- Der er ikke lige muligheder for kvinder. Hvis du som mand tager otte ugers barsel, så er du en helt. Som kvinde får man røg for kun at have taget otte uger, mener Marie Bjerre.

Har du overvejet, om den episode har haft indflydelse på, at du i dag er ligestillingsminister?

- Altså jeg tror faktisk, at det her billede er en af årsagerne til, at jeg blev ligestillingsminister -  fordi det var der min kamp for ligestilling startede, siger Marie Bjerre.

Du kan blive klogere på, hvordan Marie Bjerre og andre politikere arbejder på Christiansborg i programserien Borgen Bag Facaden: