Wilbek indtager rådhuset: Inviterer 7000 ansatte på besøg

Viborg har fået ny borgmester, og han starter med at uddele en stor invitation.

1:11
Ulrik Wilbek har i dag talt foran kommunes mange ansatte. Hør ham fortælle om sit budskab her.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Jeg har glædet mig meget til denne dag.

Sådan sagde Viborgs nye borgmester Ulrik Wilbek i dag med et smil, da han på rådhuset i Viborg mødte kommunens medarbejdere.

Normalt holder Viborg Kommune nytårskur for erhvervslivet i Viborg, men det har den nye borgmester Ulrik Wilbek valgt fra i år. I stedet har han i løbet af i dag inviteret samtlige ansatte hos kommunen på besøg.

- Det gør jeg først og fremmest for at signalere, at de 7000 medarbejdere, vi har i Viborg Kommune, er den vigtigste ressource, vi overhovedet har for at skabe resultater sammen, forklarer borgmesteren.

1:15
Vi mødte Ulrik Wilbek efter talen.

Tilbage på kontoret

Efter talen møder TV MIDTVEST den nye borgmester på hans kontor. Han er tilfreds med talen.

- Nogle gange bliver mennesker opfattet som en selvfølge på vores arbejdsplads, og når du er på så stor en arbejdsplads, så kan du meget nemt forsvinde blandt alle de andre. Det her er for at forklare folk, at hver eneste er vigtig, siger Ulrik Wilbek.

Han håber, at medarbejderne føler, at borgmesteren tager dem alvorligt.

- En god ånd. Det er det, jeg lægger op til, slutter han.

Wilbek foran de mange ansatte.
Wilbek foran de mange ansatte.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST