Voldsramt SKAT-medarbejder: - Troede aldrig jeg skulle se mine piger igen

Foto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix

Voldsramt SKAT-medarbejder: - Troede aldrig jeg skulle se mine piger igen

​En kvindelige medarbejder fra SKAT troede hun skulle dø, da hun sidste år blev overfaldet på sin bopæl ved Silkeborg.

Et voldsomt overfald har sat sine spor hos den kvindelige SKAT-medarbejder, der sidste år blev overmandet udenfor sit hjem nær Silkeborg.                 

Det fortalte hun, da hun torsdag afgav vidneforklaring i byretten i Viborg, skriver Midtjyllands Avis.

- Jeg kunne mærke kæben brække, og jeg kunne mærke mine ribben knække. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg ikke ville få mine piger at se igen.

- Jeg skreg i begyndelsen, men holdt så op i håb om, at han ville stoppe. Men det gjorde han ikke. Han blev ved, fortalte kvinden i retten ifølge Midtjyllands Avis.

To mænd tiltalt for grov vold

Det er to mænd på 29 og 48 år, som er tiltalt for at have begået grov vold mod kvinden.

Læs også Bestilte tæskehold til SKAT-medarbejder: Nu er dommen faldet

37-årige Mahmoudreza Mirsepasi fra Københavnsområdet blev i december måned 2017 idømt halvandet års fængsel for at bestille netop de to mænd til overfaldet.

Et overfald, Mirsepasi havde købt for 50.000 kroner, fordi SKAT-medarbejderen, ifølge hans egen forklaring, ’bare skulle have nogle lussinger’ og ’sættes op mod en mur’.

Mahmoudreza Mirsepasi har også forklaret, at han fik de to mænd til at klare arbejdet for sig, fordi han gennem en længere periode havde følt sig personligt forfulgt at SKAT-medarbejderen, der arbejdede på en skattesag mod hans to virksomheder.

SKAT-medarbejdren blev overfaldet tidligt om morgenen den 14. marts 2017, da hun var på vej ud til sin bil. Her modtog hun både slag og spark, der var så voldsomme, at hun brækkede sin kæbe og flere ribben.

De to mænd, der er tiltalt for at have begået den grove vold, nægter sig skyldige.

Læs også SKAT-medarbejders advokat efter dom: - Dybt rystende