VIDEO: Voldsom brand hærger halmlager ved Thisted

En voldsom brand hærger lige nu et stort halmlager på Kjelstrupvej nord for Thisted. Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen arbejder på stedet.

halmbrand_kjelstrupvej.jpg
Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

Et stort halmlager i en lagerbygning på Kjelstrupvej nord for Thisted er brudt i brand. 

- Det er en stor brand, og der er kraftig varme- og røgudvikling, der på grund af vindretningen driver ind over Thisted, dog uden at der er fare forbundet med røgen,  fortæller indsatsleder Lars Enevoldsen fra Nordjyllands Beredskab i Thisted.

 

En voldsom brand hærger netop nu på Kjelstrupvej nord for Thisted.
En voldsom brand hærger netop nu på Kjelstrupvej nord for Thisted.
Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

 

Alarmen indgik klokken 17.39 og brandvæsnet fra Thisted var hurtigt på stedet. Klokken 18.50 stod det dog klart, at man ikke kan redde den hal, halmen var opbevaret i, og branden håndteres nu som en kontrolleret nedbrænding.

- Det er en voldsom brand, men der er ingen mennesker i fare. Der er dog to huse, der ligger i røgfanen og her har vi fået genhuset beboerne indtil røgen lægger sig tilstrækkeligt, til at de kan komme hjem igen, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch. 

Et større beredskab er rykket ud til branden nord for Thisted. 
Et større beredskab er rykket ud til branden nord for Thisted. 
Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

Politi og redningsmandskab arbejder netop nu på højtryk på stedet, men mange nysgerrige borgere, der lægger deres vej omkring branden, besværliggør arbejdet.

- Der er mørkt, og så ser sådan en brand naturligvis meget voldsom ud og tiltrækker mange mennesker. Men de generer altså redningsmandskabet, så nu sender vi politikompagniet ud, så Kjelstrup kan blive spærret af ved Aalborgvej.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne. 

0:39
Der er kraftig røgudvikling fra branden, der nu betragtes som en kontrolleret nedbrænding.