Virklund Sport går konkurs

Virklund Sport i Silkeborg, som har solgt udstyr siden 1956, går konkurs. Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Virklund Sport går konkurs

Virksomheden Virklund Sport går konkurs. Det skyldes blandt andet fald på projektmarkedet, oplyser den administrerende direktør.

Siden 1956 har Virklund Sport i Silkeborg solgt udstyr til sportsentusiaster rundt om i landet. Men det ser ud til at stoppe, i hvert fald i et stykke tid. Det skriver finans.dk.

For ved Skifteretten i Viborg er virksomheden Virklund Sport i denne uge kommet under konkursbehandling. Det sker efter, at virksomhedens egen bestyrelse selv har begæret om konkurs.

- Der er siden november arbejdet intensivt på at finde en langsigtet løsning for Virklund Sport, men banken og Virklund Sports primære investor har desværre ikke været i stand til at finde en løsning, som kunne sikre den kortsigtede drift af Virklund Sport, frem til en mere langsigtet løsning blev fundet. Bestyrelsen har derfor indgivet konkursbegæring på Virklund Sport, skriver Virklund Sports adm. direktør og medejer, Trine Brinch Sørensen, i en mail til TV MIDTVEST.

Konkursboet behandles af kurator Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert. Imens arbejdes der, ifølge Trine Brinch Sørensen, på at finde en løsning, som kan sikre driften af virksomheden i 2018.

Den administrerende direktør begrunder årsagen til konkursen med, at projektmarkedet faldt i 2017. Især i anden halvdel af året. Det førte til, at omsætningen hos Virklund Sport faldt voldsomt.

- Selvom der i løbet af efteråret 2017 er gennemført meget store besparelser i virksomheden, har omkostningerne ikke kunnet reduceres i samme takt som den manglende omsætning. Dette har medført, at Virklund Sport kommer ud med et meget dårligt økonomisk resultat for 2017, skriver hun i sin mail.

Virklund Sport beskæftiger på nuværende tidspunkt 50 ansatte.

Herunder kan du se indslaget, fra da Fast Arbejde besøgte virksomheden i Silkeborg.  

11:11

I august besøgte Fast Arbejde virksomheden Virklund Sport i Silkeborg.

Luk video