Vindmøller splitter lokalsamfund

Borgere i Råsted er utilfredse med Idom-Råsted Borgerforenings vindmølleplaner. De føler sig ikke hørt.

Omkring 80 borgere primært fra Råsted var mødt op for at deltage i borgermødet.
Omkring 80 borgere primært fra Råsted var mødt op for at deltage i borgermødet.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Onsdag aften var der borgermøde i Råsted om et nyt vindmølleprojekt, der splitter lokalsamfundet. 

Årsagen til mødet er, at borgere i Råsted føler, at den fælles borgerforening, der egentlig skal repræsentere både Idom og Råsted, er i gang med at et vindmølleprojekt, som Råsted-borgerne ikke har haft indsigelse i forhold til. 

Derimod mener størstedelen af mødets deltagere, at borgerforeningen har brugt en opbakning fra et andet vindmølleprojekt, der er sat på pause, til at få godkendt det nye projekt hos kommunen.

- Vi har ikke hørt om noget modstand mod de møller før nu, og derfor er det jo rigtig dejligt, at vi er kommet nogle politikere i aften, så vi også kan høre om sagen fra Råstedborgernes side, siger Torben Gudiksen (Rad.), 1. viceborgmester i Holstebro Kommune.

- Der er ikke ret mange her ude, der har været klar over, at det projekt virkelig var, som det var, før vi fik et brev fra kommunen for 14 dage siden. Vi har ganske givet sovet i timen, men på den anden side mener vi også, at vi burde være blevet orienteret direkte omkring det her projekt, siger Torben Bang, der bor i Råsted.

Brugte afstemning til nyt vindmølleprojekt

I 2014 stemte 80 procent af borgerne i Idom og Råsted for et vindmølleprojekt ved navn Idom Øst. Projektet blev sidenhen sat på pause, men borgernes opbakning blev ifølge Gurli Christensen brugt i et andet projekt.

- Det bruger man til at overbevise Holstebro Kommune om, at det faktisk er borgerne her ude, der også har stemt for, at det projekt skal komme.

Gurli Christensen mener ikke, at borgerne har stemt for det nye projekt, og nu har hun og byfællerne udsigt til at få fire vindmøller med en højde på 140 meter som naboer.

Noget af svaret til Gurli Christensen fra Idom-Råsted Borgerforenings formand lyder:

"Ethvert medlem eller interessenter er forpligtet til selv at holde sig orienteret om foreningens aktiviteter via foreningens kanaler."

Borgerforeningsformanden mener ikke, foreningen har misbrugt borgernes opbakning fra det første projekt. Bestyrelsen holder selv møde onsdag aften, og formanden har ikke ønsket at udtale sig.

0:52
 
3:36
Ifølge Råsted-borger Gurli Christensen har borgerforeningen brugt opbakningen fra et vindmølleprojekt i et andet.