Miljøvenlige planer møder modstand: Vindmøller og søstjerner vækker vrede blandt naboer

Den grønne omstilling har en pris, og den mener naboerne til den grønne erhvervspark Greenlab i Skive, at de kommer til at betale.

02:13

Jørgen Mortensens udsigt kan blive forstyrret af en ny vindmøllepark 650 meter væk. Video: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Jørgen Mortensen kan ende med at få vindmøller 650 meter fra sit hus.

- Så kan de stå der og piske rundt, og de er jo ikke lydløse, siger han.

GreenLab Skive planlægger at opføre 13 vindmøller i Kåstrup. Indtil videre er projektet stadig i høring, men blandt de lokale forestiller man sig det værste.

- Vi har protesteret og haft byrådet ude, men lige lidt hjælper det, siger Jørgen Mortensen.

Læs også Biogasproduktion i Skive: Fra gylle til brændstof

SF: Den grønne omstilling er afgørende

Vindmøllerne er blot et af mange initiativer ved erhvervsparken GreenLab, og selv om naboerne er utilfredse med planerne, så ser politikerne GreenLabs klimafokus som et vigtigt redskab i kampen om at nå klimamålene.

- Den grønne omstilling er fuldstændig afgørende, og derfor skal vi have investeret i flere vindmøller og mere solenergi, siger Signe Munk, næstformand for SF i Vestjyllands Storkreds.

Hvis projektet i Kåstrup bliver til virkelighed, bliver der tale om 12 vindmøller langs rute 26, en demomølle inde på selve Greenlab-området og en solcellepark på 44 hektar. Vindmøllerne kommer til at være op mod 150 meter høje.

R: Vindmøller skal længere væk

Læs også Endelig politisk medvind til Skive: - Det er virkelig stort

Radikale Venstre vil gerne have kigget på reglerne på området, så vindmøllerne kommer længere væk fra beboelse.

- Jeg synes, man skulle overveje at gå ind og se på det, der hedder Vindmøllebekendtgørelsen og overveje, om ikke der skulle være lidt mere afstand på de her landmøller, for vi er nede på under en kilometers afstand, og de er altså store, siger folketingsmedlem Andreas Steenberg fra Radikale Venstre i Vestjyllands Storkreds.

Søstjerner kan lugtes på terrassen

Men det er ikke kun vindmøllerne der får naboerne op i det røde felt. Hos GreenLab omdanner en virksomhed søstjerner til økologisk dyrefoder.

- Det er meget fælt, og det lugter af døde dyr, siger en anden nabo i Kåstrup, Jørgen Pedersen.

Hvem vil bo op ad sådan nogle megastore møller, der står og suser 24 timer i døgnet?

Jørgen Mortensen, Kåstrup

Når vinden er i den forkerte retning, kan familien Pedersen ikke sidde på terrassen.

- Vi er bare nødt til at finde os i det, siger Jørgen Pedersen.

For Jørgen Mortensen er den største frygt, at han ikke vil kunne komme af med sin gård igen

- Hvem vil bo op ad sådan nogle megastore møller, der står og suser 24 timer i døgnet?

Skive Kommune har et mål om at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i 2029