Viborg HK har fundet sin nye direktør

Jan Buhr er ny direktør i håndboldklubben Viborg HK.

2709-jan-buhr.jpg

Jan Buhr er ny mand i direktørstolen i Viborg HK. Det meddeler klubben fredag formiddag i en pressemeddelelse.

- Jeg er naturligvis meget stolt og beæret over at have fået tilbuddet om at stå i spidsen for flagskibet Viborg HK. Vi har et fantastisk hold på og uden for banen og jeg vægter begge dele lige højt, siger Jan Buhr i pressemeddelelsen.

52-årige Jan Buhr kender klubben særdeles godt. Han har de sidste ti år været salgschef i klubben.

- Vi har haft en god dialog og jeg er overbevist om, at Jan Buhr er den rette mand på posten. Han har udvist stort engagement og forståelse for de økonomiske udfordringer, som klubben står over for og han skal videreføre den fokuserede strategi, der skal sikre klubben sin fortsatte drift, udtaler bestyrelsesformand Ove Kloch fra Viborg HK.

Jan Buhr tiltræder 1. november i år.

Klubben har været på jagt efter en ny direktør, siden  Peter Cassøe i maj meddelte, at han stopper som direktør. Peter Cassøe har stået i spidsen for Viborg HK i 12 år.