Viborg henter amerikaner til midtbanen

Cheftræner Johnny Mølby betegner den nye mand som en fysisk stærk spiller med en god boldomgang.

Superligaklubben Viborg FF har været aktiv på spillermarkedet helt frem til transfervinduets sidste dag.

VFF oplyser tirsdag eftermiddag, at klubben har skrevet kontrakt med den amerikanske midtbanespiller George Fochive, der i 2015 vandt det amerikanske mesterskab med Portland Timbers.

Den 23-årige amerikaner var til prøvetræning i Viborg i januar og gjorde et godt indtryk på cheftræner Johnny Mølby - blandt andet i træningskampen mod Skive. Mølby beskriver Fochive som en fysisk meget stærk spiller med en god boldomgang og god i duelspillet.

- At få George til Viborg havde høj prioritet i dette transfervindue. Vi sagde tidligt farvel til Rømer og har hele tiden kigget os om efter en midtbanemand, der kan træde direkte ind i truppen og gøre en forskel. Det er jeg overbevist om, at George kan gøre. Det, vi så under prøvetræningen, var solidt og spændende, siger Johnny Mølby i en pressemeddelelse fra klubben.

Kontrakten gælder til udgangen af 2018.