Viborg får Danmarks yngste byrådsmedlem

20-årige Ida Middelhede Jensen bliver Danmarks yngste byrådsmedlem når hun 1. juli indtræder i Viborg Byråd.

20-årige Ida Middelhede Jensen er Konservativ, og snart er hun medlem af Viborg Byråd. Hun indtræder som suppleant, og hun er markant yngre end sine politiske kolleger. Faktisk bliver hun Danmarks yngste byrådsmedlem. 

- Det er alt for fedt, det er noget, jeg har glædet mig til og håbet på i rigtig mange år, siger hun.

På et byrådsmøde onsdag eftermiddag blev hun udpeget som nyt byrådsmedlem for De Konservative. Det skyldes, at byrådsmedlemmet Kirstine Skjødt Hermansen er gravid og går på barsel.

-Ida er en person, som siger, hvad hun mener, og man slipper ikke afsted, inden man har hørt Idas mening, siger borgmester i Viborg Kommune, Torsten Nielsen (C).

I praktik på Christiansborg

For Ida Middelhede Jensen er det en barndomsdrøm at komme ind i politik. 

- I 10. klasse fik vi muligheden for at komme i praktik. Jeg valgte at komme på Christiansborg og være med i den konservative folketingsgruppe i en uge, fortæller hun. 

I 2013 stillede Ida Middelhede op til kommunalvalget, men blev med 77 personlige stemmer ikke valgt ind. Siden stiftede hun Konservativ Ungdom i Viborg.  Hun mener at hun trods sin alder har erfaringen.

- Jeg har lavet ungdomspolitiks arbejde i Viborg. Jeg har siddet i bestyrelsen i den konservative vælgerforening og oparbejdet en erfaring og et grundlag for at indtage denne position.

Ida Middelhede Jensen har fået en plads i Ældre- og Sundhedsudvalget for de Konservative.

 

01:38

20-årige Ida Middelhede Jensen er valgt ind som byrådsmedlem i Viborg Kommune. Hun er landets yngste.

Luk video