Vi går som aldrig før

​Vandring er blevet en yndet fritidsbeskæftigelse, og flere melder sig ligefrem ind i en vandreforening.

Masser af midt- og vestjyder har skruet op for gåturene. Det kan mærkes i de forskellige vandreforeninger, som blandt andre Vandreforeningen Fodslaw, der har 13 lokalforeninger her i landsdelen.

Foreningen er gået fra 3.700 medlemmer til 4.300 på blot fire år. Også hos Dansk Vandrelaug kan man mærke den stigende interesse. I 2012 havde de godt 7.000 medlemmer. Det tal er nu oppe på knap 9.000.

Gang styrker immunforsvaret

Det er ikke helt skidt, at midt- og vestjyderne har fået øjnene op for gang som fritidsaktivitet. Ifølge fysioterapeut Morten Graversen fra Struer, så gør en gåtur rigtig mange gode ting for kroppen.

- Man får styrket sine led, man får en pænere holdning, og man får stærke knogler ved at gå. Og derudover forbrænder man faktisk rigtig fint, siger han.

Det er lidt en skrøne, at man får helt det samme ud af det.

Er man ude på at tabe sig, så er en gåtur dog ikke helt det samme som en løbetur.

- Det er lidt en skrøne, at man får helt det samme ud af det. Det koster lidt mere energi at flytte sig ved løb, end det gør ved gang, men musklerne bliver rørt, og vores immunforsvar bliver stærkere, så på mange parametre er det faktisk ligeså godt at løbe som at gå, og flere kan gøre det jo, forklarer Morten Graversen.