Løndetektiv i FOA: Vi finder rigtig mange fejl i lønsedler

En medarbejder i FOA Holstebro har travlt med at tjekke lønsedler. Der kommer flere ind, og der er mange fejl i dem.

Tanja Nielsen fortæller, at fejl på lønsedler for få år siden drejede sig om mellem 10.000 til 15.000 kroner. Nu ligger de ofte omkring 70.000 kroner. Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Det kan være en rigtig god ide at tjekke sin lønseddel.

Det mener Tanja Nielsen, som er sektorformand for Social- og Sundhed i FOA Holstebro, og det har hun god grund til.

- Vi får dagligt lønsedler ind, og vi finder rigtig mange fejl i dem, siger hun.

Ifølge Tanja Nielsen er problemet blevet større de seneste år. Manglende udbetaling af overarbejde er en af de store syndere, og så er der også et andet stort problem.

Vi får dagligt lønsedler ind, og vi finder rigtig mange fejl i dem

Tanja Nielsen, Sektorformand, Social- og Sundhed, FOA, Holstebro

- Vores arbejdstidsaftale er så kompleks. Der er ikke ret mange medlemmer, der kan finde ud af at læse sine lønsedler, og når man ikke kan det, så er man heller ikke opmærksom på det, når tingene bliver gjort forkert, siger hun.

Tanja Nielsen vurderer, at Holstebro Kommune lige nu skylder sine ansætte mellem en halv og en hel million kroner. Det er blandt andet en sygehjælper fra kommunen, som har penge til gode. Ifølge FOA har der i de sidste fem til seks år været fejl i vedkommendes lønsedler, og det løber altså op i en kvart million kroner. Sektoformanden forventer, at den sag snart afsluttes.

Mange usynlige fejl

Læs også Struer Kommune regnede forkert: Keld blev snydt for tusindvis af kroner

Selvom Tanja Nielsen opfordrer alle medlemmer til at tjekke deres lønsedler, anerkender hun, at de ikke altid er lige lette at gennemskue.  

- Mange af de her fejl er usynlige fejl, som man ikke kan se på lønsedlen. Det er administrative fejl, siger hun.

Hun understreger, at fejlene skyldes travlhed på arbejdspladsen, og manglende uddannelse til dem, der planlægger vagter og sætter i systemer.

- Hvis man kan arbejdstidsregelsættet forfra og bagfra, så laver man ikke de her fejl. Det er jeg overbevist om, siger hun.

Har man selv mistanke om fejl i lønsedlen, opfordrer hun først og fremmest til at gå til tillidsrepræsentanten, derefter til den lokale ledelse i HR, og ellers til FOA, som så kan lave et løntjek.

01:54 Luk video