VFF bankede FCV 7-1

VFF bankede FCV 7-1

Viborg FF spillede her til aften den nye sæsons første hjemmekamp. Det blev en målfest, man sent vil glemme. Viborg vandt hele 7-1.

Viborg FF udraderede fredag aften FC Vestsjælland med hele 7-1. Inden sidste uges første rundeopgør mod Brønshøj på udebane, havde Viborgs bestyrelsesformand meldt ud, at klubben ville kæmpe for oprykning til det fineste fodboldselskab i Danmark, Superligaen.

God hjemmebanedebut

Viborg fik en forrygende start på kampen mod FC Vestsjælland, som også har meldt ud, at de vil spille med om de to pladser i Superligaen. Allerede efter 12 minutter var Viborg foran 2-0 på mål af først forsvarskrumtappen, Mikkel Rask og topscorer Thomas Dalgaard.

Dalgaard med fire kasser

Selv samme Dalgaard fik en hovedrolle i fredag aftens kamp. Han nettede hele fire gange, og er nu oppe på seks mål i de to første kampe i denne sæson. FC Vestsjælland fik dog reduceret til 2-1 efter 19 minutter, inden Dalgaards tivolishow for alvor begyndte. Han nettede til både 3-1 og 4-1 inden første halvleg var færdigspillet.

Magtdemonstration i anden halvleg

Hvis både fans og spillere drømte søde drømme om Superligaforbold på Energi Viborg Arena inden kampen, så sover de sødt igen i nat. Også anden halvleg startede Viborg som lyn og torden. Bare seks minutter inde i halvlegen øgede venstrekanten Ousmane Sarr til 5-1 på et tomt mål efter en skovtur af den gæstende målmand. 6-1 blev det bare fire minutter senere ved Thomas Dalgaard, inden Ousmane Sarr i det sidste ordinære spilleminut lukkede kampen til de imponerende slutcifre 7-1 til Viborg FF.

Stående klapsalver

Da dommer Michael Svendsens fløjte efter 92 minutter lød for sidste gang, blev Viborgs spillere klappet af banen af de 2.157 fremmødte tilskuere. Med sine fire mål og en flot indsats helt i front blev Thomas Dalgaard fortjent kåret til kampens bedste Viborg-spiller.