Vestjysk narkolaboratorium: Bagmand får lang fængselsstraf

Manden har sammen med flere andre dømte personer produceret og solgt store mængder lyserød amfetamin.

Den lyserøde amfetamin blev produceret i Videbæk. Foto: Enrique Castro-Mendivil

I en spektakulær sag om amfetamin, der blev produceret i Vestjylland og fordelt til Fyn og Sjælland, er en af hovedbagmændene idømt 15 års fængsel.

Retten i Næstved har givet den 31-årige Mikhail Mihajlovich den lange fængselsstraf for sin medvirken til indkøb og salg af lyserød amfetamin.

Læs også Tre mænd får hver 15 år i sag om lyserød amfetamin

Kort før, at Mikhail Mihajlovich blev anholdt i denne sag, blev han i Østre Landsret idømt ni års fængsel i en anden narkosag.

Her blev han kendt skyldig i køb af mindst 26 kilo amfetamin. Han kan derfor se frem mod 24 år i fængsel.

Med torsdagens dom er der blevet givet hele 93 år og seks måneders fængsel ud til otte personer i sagen, der omfatter 120 kilo hjemmelavede stoffer.

Politiet fik nys om det store narkoforetagende, da man fik et tip om en narkohandel, der skulle finde sted på en parkeringsplads ved Bilka i Slagelse i 2016.

Politiet slog til og fandt omkring 50 kilo lyserød amfetamin i to sorte sportstasker.

Læs også Politi afslørede narkofabrik i Videbæk

Samme eftermiddag fandt betjente laboratoriet bag produktionen af amfetaminen.

Det var en af de dømtes forældres garage i Videbæk, som var blevet brugt som laboratorie.

Her fandt man flere dunke med amfetaminolie, som ifølge anklagemyndigheden kunne forarbejdes til 53 kilo amfetamin.

Mikhail Mihajlovich stod for bestilling og indkøb af olien.

Det var også ham, der instruerede de andre hovedbagmænd i, hvordan man laver det lyserøde stof.

Ud over dommen bliver hans feriebolig i Den Dominikanske Republik konfiskeret sammen med omkring 650.000 kroner og et ur til 350.000 kroner.

I januar blev tre andre hovedbagmænd i sagen idømt 15 års fængsel.

Yderligere tre andre blev idømt henholdsvis 12 og ti års fængsel for deres medvirken i sagen.

Også en 30-årig kvinde har fået en fængselsstraf på et år og seks måneders fængsel for hæleri.

Mikhail Mihajlovich har anket dommen til Østre Landsret, hvor sagen ventes at blive behandlet til efteråret.

Seks andre dømte har også anket deres domme, mens Casper Juel Hansen, der fik 15 års fængsel, ikke har anket.

/ritzau/ 

Læs også Anklager: Vestjyde drev narkofabrik i forældres garage